Gå til hoved-indhold
Til marts ved OK-jolle VM i Pattaya i Thailand, får Svendsen leveret en ny Icebreaker-jolle, der koster 100.000 kroner sejlklar. Foto: Frank VislerKapsejlads
Til marts ved OK-jolle VM i Pattaya i Thailand, får Svendsen leveret en ny Icebreaker-jolle, der koster 100.000 kroner sejlklar. Foto: Frank Visler

Da Jørgen Svendsen skubbede kongen af tronen

Dansk mester i OK- og Finnjolle i 2012, Jørgen Svendsen, taler ud i BådNyt. Sejleren har nu taget Jørgen Lindhardtsens plads. Snart er der VM i Thailand. Svendsen bruger 9 sejl om året til tre master.

Af Troels Lykke |

Jørgen Svendsen er til levende joller, hvor der skal hænges og svedes ud over kanten.

Men den 48-årige sejler prøvede faktisk at blive mere voksen, da han i 2010 købte en mere rolig Drage, efter hans far havde haft fem Drager.

Der gik dog kun kort tid med den 1,8 tons tunge tremands-kølbåd, som i øvrigt er Kronprinsens foretrukne båtype.

- Jeg solgte Dragen efter fem ture, det var minder om den smukke båd, der trak, men den var lidt for kedelig og usporty og det er svært at skaffe gaster, siger Jørgen Svendsen til BÅDNYT.

Det er og bliver OK-jollen og Finnjollen, som han er forelsket i. Og det gik da også rigtigt godt i 2012, hvor han vandt danmarksmesterskabet i begge klasser.

Ingen stævner før Finn-DM og hvad så?

I Finnjollen havde han endda ikke sejlet stævner i år forinden, da OK-jollen tog al sejlerens tid, da der i juli var VM i OK-klassen i Vallensbæk med 141 joller, hvor sejleren fra Fredensborg tog en 7. plads.

Nu glæder han sig til OK-jolle VM i Thailand til marts og VM næste år i Australien.

- Om jeg bliver verdensmester, det ved jeg ikke, men jeg håber på at få en medalje ved et VM på et tidspunkt, siger Jørgen Svendsen, der er gift med Tine Terkelsen.

Sammen har de to drenge på 21 og 22, Frederik og Mathias, begge var skrappe Optimistjolle-sejlere og har deltaget ved VM. I dag kite- og kabelsurfer de to sønner, mens hustruen går højt op i ridning.

- Så med to store drenge og med Tine der er aktiv i ridning, så har jeg masser af tid til at sejle. Jeg har samtidig valgt at arbejde 30 timer om ugen i sejlsæsonen for at kunne træne mere, til gengæld arbejder jeg 50 timer om ugen, uden for sejlsæsonen, siger Jørgen Svendsen.

Vil arbejde mindre - kendt fra TV

Man ser tit sejleren på tv, når han som aktuar skal formidle kompliceret stof om forsikring og pension, fx på DRs program Pengemagasinet.

Jørgen Svendsen skriver også til en landsdækkende aviser om sit stofområde og forstyrres flere gange om ugen, når journalister skal have en kommentar, fordi han er god til at formidle et kompliceret stof på en forståelig måde.

- Men fremover har jeg tænkt mig at arbejde endnu mindre og tale mindre med journalister, så jeg får tid til at sejle endnu mere, siger den 85 kilo lette sejler, der også holder sig i form med løb, cykling og fitness. Især ryg og mave træner han for at holde de to joller på benene i hårdt vejr.

I OK-klassen er han kendt for ikke at starte specielt godt, men Svendsen, som han kaldes i klassen, er lynende hurtig, specielt på læns, fordi han typisk er mellem 3 og 7 kilo lettere end mange af konkurrenterne.

Vi bliver flere og flere

Især i OK-jolleklassen er der kommet flere til i år, på ti år er der kommet 50 nye aktive sejlere til, så man i dag er over 100 aktive danske sejlere og hver måned kommer der nye til.

Men hvad er det som trækker i dig med de to jolletyper?

- Finnjollen er som før sagt, sjovest at sejle i og konkurrencen er hårdere fordi den er olympisk og OK-jollen er sjov fordi vi er så mange, man har mange kammerater, vi var fx næsten 60 OK-joller til DM.

I Vallensbæk træner mest med den 67-årige OK-jolle legende Jørgen Lindhardtsen, der er tidligere verdensmester i OK-jollen og har vundet over 13 danske mesterskaber i jollen fra 1957.

Men nu er Jørgen Svendsen ny konge i OK-klassen efter han har skubbet sin træningsmakker Jørgen Lindhardtsen ned af tronen.

Læs hele artiklen i BådNyt og tjek alle de bådtyper, som Svendsen har sejlet

Jørgen Svendsen, tv., står her med sin træningspartner, Jørgen Lindhardtsen, der har cirka 14 danske mesterskaber i OK-jollen og en enkelt VM-guld i klassen. VM-guld mangler Jørgen Svendsen endnu. Foto. Troels Lykke

Motor
content-loader
content-loader
content-loader