På tur med Lipstick: Mast over bord

Erik Venøbo skriver:

Da vi havde hvilet os, og stille og roligt sejlet ned til Kristiansand i Norge blev Louise og jeg enige om, at det var nu, vi ville starte turen over Nordsøen. Jeg havde flere gange talt med VMI instituttet for vind og vejr (Jens Villumsens meteorlogiske institut i Aarhus), og beskeden var, at det var nu, vi skulle sejle.

Der ville til det første døgn være V/NV 10 -12 m/s og derefter aftagende til 5-8 m/s med nordlige vinde, absolut brugbare forhold. Så vi sejlede fra havnen.

Hele vejen ud, gik vi rigtig god fart, fra 5,8 til 6,2 knob, og så var der lige gevinsten på 1 knob medstrøm, jo, jo, så alt i alt fart på og godt humør. Der var dog lige Louises problemer med maven/underliv, der var begyndt at røre på sig igen. Det gav lige lidt bekymring, men vi holdt på og Louise tog den første vagt.

Vinden øger

Aftalen var, at hun tog en del af de lyse timer, og jeg skulle så tage natten. Det var også set i lyset af, at vinden faktisk øgede til 13 -14 m/s på Louises vagt. Jeg overtog vagten kl 22:00, og der var der frisk vind og nogle bølgeforhold, som jeg tydeligt kunne huske fra min fiskeritid.

Rent ud sagt er Lindesnes og hele turen ud til der hvor det grunder lidt igen (mindre dybde) – faktisk et rigtigt lortested at sejle. Jeg kunne tydelig genkende scenariet. Nord til vestlig snasket vejr giver bølger fra både SV og NV, og det pænt rørt sammen med strøm opimod, ja, tø hø , det giver en dårlig oplevelse, tror jeg man kalder det, føj.

Farten var stadig god ved et-tiden om natten, men vejr og bølger var ved at være noget, jeg ikke gad sejle i.

Men det vejede nu ret tungt, at på næsten 11 timer var vi nået 70 mil ud fra Kristiansand, og der var omkring 240 mil tilbage.

Ja, jeg har det lidt svært med at sige, at vi vender om, men tanken om Louise og noget vejr, som var ved at blive noget andet, end det lovede – ja, og så er man vel også blevet lidt rund og mild med årene – ja, det gjorde jo så, at jeg tog beslutningen ”vi vender om og går tilbage til Norge”.

Louise tager hjem

Turen tilbage blev noget spændende, rent fartmæssigt. Det gav pæne surfture, fedt nok, og sjovt. Undervejs ind til Norge gik snakken på, om det mest fornuftige ikke var, at Louise tog færgen hjem, og gik til læge derhjemme. Det var for utrygt for hende, så da vi kom til Kristiansand tog Louise med færgen hjem, og jeg skulle så selv sejle videre og holde ferie.

Jeg lå nogle dage og tussede lidt rundt i det vand omkring Kristiansand. Man må sige, at der er meget at se på, og ret kønt er det faktisk.

Tilbage over Skagerrak

Tre dage efter at Louise var taget hjem, begyndte jeg at tænke andre i baner. Jeg ville se noget andet nu, og min tanke blev at stikke til Hyppelen i Sverige, hvor jeg har boet og fisket. En tur på små 120 sømil, og en ren østlig kurs. Det gik fint, og med 10 m/s lige i nummeren, var det skam med raske fjed derover af:-).

En kold øl i Skagen

Små elleve timer senere kan jeg se Skagen, som jeg faktisk passerer med 5 mil norden om grenen.

Hmee, det er nu ret fristende, at sidde og tænke sig, at derinde kan man faktisk købe en bajer i Fakta for en rund femmer – en øl på et af de små værtshuse, hvor turisterne ikke kommer, ja, der koster den kun 18 kroner. Ja, som sagt man kan sgu da ikke bare sejle forbi paradiset. Ny kurs, bagbord halse ret på det smukke grå fyr, som lyser over paradiset, tø hø … 

Mast over bord

Vel inde under land ved det grå fyr, går jeg over stag, der er helt fladt vand og jeg skal bare have et krydsben op til havnen og indgangen til det skjønne sted. Jeg kommer på styrbord halse og skøder hjem og retter højden ind igen.

Jeg havde kun siddet ved pinden i nogle få min. på den nye halse, da der lyder et meget højt smæld oppe fra masten. Jeg var i samme sekund helt klar over ,hvad det betød. Masten var i gang med at trimme kraftigt om, ja faktisk at knække. Jeg når – meget kort – lige at se, at den er helt knækket, og på vej ned til mig i cookpittet.

På det tidspunkt var jeg allerede i et flyvende dyk, i bedste hjemmeværnsstil, på vej heeelt ned i bunden af cockpittet.

Da jeg ligger der med næsen helt nede i storskødet hører jeg, at den øverste halvdel af masten lander ret ned i sidedækket og bøjer chepterne helt ned. Derefter vælter den ud over siden og brækker så resten af masten af. Ja, der sad jeg så og kiggede lidt, og min tanke var vel nok, at det var dog et helvedes rod uden ret meget system i.

Stranding på Grenen?

Der skulle nu tages nogle ret hurtige beslutninger, for hele riggen hang ind under båden, og det var faktisk nogle ret ubehagelige lyde, det gav fra skroget.

Dernæst var det tjek på vanddybden og dernæst regne ud, hvor meget tid jeg havde inden jeg ville blive trukket ned på Grenen af vind og strøm. Og sker det, ja, så er båden tabt, og jeg selv ville have mere end bare røven på slibestenen.

Slår riggen af med en dorn

Jeg er nu klar over, at skal jeg redde båden og dermed også kære mig selv, ja, så skulle jeg af med riggen, og alt hvad der bare lignede noget der kunne ryge i skruen.

Fejl nr.1: Jeg havde ingen wiresaks.

Fejl nr. 2: Jeg havde heller ingen nedstryger. En hurtig tanke – man må fandme kunne knække sådan en vandtskrue. Øhe, det kan man ikke. Ja, så er det, man skal få en god ide. Hmee, ikke lige nu, men lige før det, jeps :-). En dorn sgu!

Ned i kahytten og rode i værktøjsskuffen. Jepper, der var min 6 mm dorn, og fru Venøbos søde lille hammer, som jeg har hugget, fordi den lige kan være i kassen. Yes, det virkede. Splitten af og tre til fire slag så røg de af, og jeg får hurtigt alle sidevantene af. Derefter slipper jeg alle hæk- og bagstag og skærer så storskødet over. Nu begyndte det at se rigtigt ud.

Jeg turde ikke røre skruen endnu og planen var, at det hele tilsidst skulle hænge kun i forstaget. Det set ud fra at båden (ku jeg se) drev hurtigere end riggen i vandet.

Så, ja, det svingede langsomt rundt, og til sidst lykkedes det, at det kun hang i forstaget. Den split var så ikke så nem som de andre, jeg kunne ikke rigtigt komme til, og til sidst måtte jeg så prøve at hidse mig op og blive vred. Det hjalp, jeg ramte dog ved siden af flere gange med hammeren (på fingrene), men til sidst lykkedes det og båden var fri.

Holde skruen klar af riggen

Det næste problem var jo så kommet hastigt nærmere, nemlig Grenen. Dybdemåleren sagde 9 meter, og det kan jeg huske, at det ville give mig små 10 min. inden det knalder på Grenen.

Så jeg kravlede ud over siden for at tjekke, at der helt sikkert ikke sad noget snor ved propellen. Derefter tjekkede jeg, at der ikke flød noget rundt fra riggen omkring mig.

Det var satme svært, at tage sig tid til at sikre sig, men jeg var da klar over, at stop på skruen/moter, ja, jo, så var løbet sgu kørt, og der ville så nok også komme nogle gelcoat-skader.

Nyttigt med en bærbar VHF

På tre meter vand slog jeg skruen til, og ja, den fik hele armen og jeg sendte mine vameste tanker til folkene på Bukh diesel, jep, nu kørte det. Jeg havde nu overblik over det og mine tanker begyndte at gå på, at man måske skulle kalde på Lyngby Radio og spørge, om de ville være standby på, at jeg var på vej i land og ikke var helt sikker på, at det var en tæt og OK båd.

Jeps, en ting havde jeg sgu i orden: En bærbar VHF. Det var jo dejligt eftersom, at antennen til den store jo lissom havde forladt mig sammen med masten.

Det tog det meste af to timer at komme i havn, og jeg kunne rydde lidt op. Man blir sgu trist over at se sin båd på den måde.

Jeg var nede og tjekke at mastestumpen ikke havde lavet skade indvendigt på skroget, men jeg kunne godt se at mastestumpen havde danset lidt rundt nede i bunden.

Meen hun er stærk er hun, Lipperen. Jeg sendte dog også her de varmeste tanker til Lars Olsen som har tegnet hende, han må ha’ en fadbamse, af de store ved første lejlighed.

Skibsrederen er utilfreds

Vel i land var det tid til selvransagelse. Jo, jo, det kunne nu godt havde blevet til noget værre rod dette her, og en lille kald til fru Venøbo bekræftede så også, at fru skibsrederen var ikke tilfreds. Hun sagde faktisk som noget af det første, ”hvad har du så lavet”, og dernæst, at min ferie var slut og haven ventede på mig.

Her slutter denne tur med Lipstick. Det næste lange stykke tid skal gå med at reparere skaderne, og finde en ny mast og få syet nye sejl.

Her fra redaktionen takker vi Erik og Louise, for den spændende og sandfærdige historie om en tur og et forlis, der kunne have haft en helt anden udgang. Vi følger Lipstick, og håber at det kan blive til flere beretninger senere.

Båden har fået nogen ordentlige gok.

En dorn og fru Venøbos hammer kan bruges i en nødsituation.

Resterne af et salingshorn.