Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
DN isbåde på Hjarbæk Fjord. Foto: Lars Møller

Mads Ebler jysk mester i DN-isbåd med lånt grej

Stortalentet i sejlsport, Mads Ebler, kan også køre isbåd. For til sin kun femte DN-isbåde duel vandt han på Hjarbæk Fjord. Kun en polak var foran i det 20 både store felt. Interview.

Af Troels Lykke |

Foråret nærmer sig, men der køres stadig isbåd i Danmark.

20 DN-isbåde-sejlere fra Tyskland, Holland, Polen, Jylland og Sjælland kørte nemlig i lørdags Jysk Mesterskab ved Hjarbæk Fjord, der ligger tæt på Viborg.

- Det var en dag for teknikkere, vi havde 6 hårde sejladser, der var præget af svag vind, det gjorde at de der ikke har så stort et udvalg af fine skøjter havde sværere ved at holde båden kørende. Det er især svært at køre "ned af bakke", da det kræver at man kan mærke vinden i skødet og være fokuseret på vindstyrke og vindspring, det er svært at se da vandet er stift, hvis båden så kommer ned i fart, så må mand ud af kassen og skubbe. Det er hårdt, forklarer Lars Ørum, der selv blev nummer 9.

Låner grej af familien og vinder

Jysk Mester i DN-Isbåd i år blev den 29-årige Mads Ebler, der havde lånt grej af sin far Hans og storebror Thomas, meget erfarne isbåde-sejlere, der sluttede nummer 5 og 7, viser resultatlisten.

Mads Ebler går i sejlsportskredse for at være et kæmpe talent i sejlsport, og er da også nummer 11 på verdensranglisten i matchrace. 

Mads Ebler, der bor i Aarhus og studerer på handelshøjskolen, har en utrolig god føling med en båd, en særlig evne, han også kan bruge på en DN-Isbåd.

For selvom det kun var femte gang at han sejlede et DN-Isbåd-stævne, så viste han at farten er god.

- Det er jo utroligt sjovt at køre isbåd. Vi starter jo på en linje sammen og løber derud af, og derefter kunne jeg trække lidt fra de andre og jeg vil jo gerne vinde og gerne over min far og bror, der har kørt isbåd i 20-30 år, men jeg har lånt noget af deres hurtige grej, måske var det en fordel for mig, at der kun var 3-4 m/sek., siger Mads Ebler, der vejer 82 kilo.

Ebler ved ikke om han får sejlet mere isbåd i år, da et speciale på studiet kræver meget tid. Han ved heller ikke hvor meget matchrace han får tid til at sejle i år, selvom det vælter ind med invitationer til store stævner.

167 isbåde til EM i Finland

Men flere danske isbåde-sejlere er klar til EM i Finland, hvor der er 167 tilmeldte, selvom det koster 195 euro at deltage og tilmelder man sig for sent koster det dobbelt op, forklarer Lars Ørum, der deltager ved EM, sammen med Hans og Thomas Ebler, Lars Møller og Poul Jørgensen.

Mads Ebler ligger nummer 11 i verden i matchrace.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader