Gå til hoved-indhold
Danish Youth Vikings må gå i spændt venten til d. 25. februar, hvor de får at vide om de er udtaget. Foto: Søren Wiegand KristensenKapsejlads
Danish Youth Vikings må gå i spændt venten til d. 25. februar, hvor de får at vide om de er udtaget. Foto: Søren Wiegand Kristensen

Youth Vikings venter på dom - går de videre?

Den sidste dag under udtagelsessejladserne til Youth Americas Cup, skulle de unge sejlere gøre det godt, for at bevise deres værd. Det gjorde de! Nu venter de på om de er i finalen til september.

Af katrine bertelsen |

Mathias Lehm Sletten skriver for holdet:

Selection Series 1 er hermed forbi i San Francisco og vi har vinket et trist farvel til sjove AC45 katamaraner. Men forhåbentlig bliver det ikke et endeligt farvel men i stedet på gensyn. Det ved vi d. 25. februar.

Sidste dag i AC45erne, vi vidste den skulle have max gas, og at vi skulle bevise vores potentiale, for at blive udtaget til Red Bull Youth Americas Cup i september - og det gjorde vi.

Vi startede ud i nogenlunde let vind, og fik ikke den bedste start men var i lige i røven af de andre både. Heldigvis sejlede Full Metal Jacket fra New Zealand lige ind i reach-mærket efter starten, hvilket gjorde at vi let kunne overhale dem i genakker-sættet.

Hvor er der fordel?

Efter bundmærket prøvede vi os med højresiden i modsætning til de to andre både, fordi der var medstrøm på denne side, men lidt mere vind på den anden side gjorde at da vi mødtes igen kun var kommet en anelse tættere på tyskerne men ikke nok til at komme foran.

Denne rækkefølge holdt i mål, hvilket vi var rigtigt godt tilfredse med, da de to hold var nogle af de bedste, og endte på en delt førsteplads til stævnet.

Tæt på kollision

Anden sejlads kontrollerede vi fra start til slut, vi kunne holde både Tyskland og Østrig til højre og dermed udenfor startlinjen indtil start.

Dog forsøgte Østrig med at snige sig med indenfor linjen i sidste sekund selvom der kun var plads til en halv båd.

Vi måtte falde rigtigt kraftigt af, for at undgå kollision. Østrigerne fik en straf og vi var langt foran, og kunne kontrollere de to både resten af sejladsen. Endnu en første plads!

Førstepladser

Tredje sejlads var noget mere spændende. En OK start gjorde, at vi kom ud til reach-mærket lige i røven af Australien. En god bomning på layline, hvor Australien gik lidt over gjorde, at vi havde inderpladsen på bundmærket, men Australien kunne slippe af sted på ydersiden.

Inderpladsen og en hurtig pilning af genakkeren gjorde, at vi kunne vende tidligere ud til den fordelagtige venstreside, end Australien som vendte lidt senere. Da vi mødtes igen, kunne vi lige akkurat gå foran dem.

Da vi vendte på layline til topmærket, vendte de på indersiden af os, men en langt bedre genakkersætnong end Australierne gjorde, at vi kunne rulle dem med det samme. Endnu en god bomning på lay ine gjorde at vi kunne holde placeringen i mål! Endnu en førsteplads!

Vi gjorde det godt

Så vores serie blev. 3,3,3,2,2,1,2,1,1, en flot serie med udvikling som gjorde at vi samlet set endte på en delt tredjeplads sammen med Østrig, to point efter den delte førsteplads med New Zealand og Tyskland.

Når man tænker på at vi kun har sejlet sammen i fem dage, uden stort kendskab til båden, og at vi selv har stået for alle dele af kampagnen, synes vi selv det er imponerende at vi har sejlet lige op med, og til sidst slået de andre hold, som har langt flere timer sammen i lignende både og et langt større support team og sponsorer som har stået for deres kampagne.  

Vi blev da også omtalt som det hold med størst udvikling ifølge Darren Bunddock. Vi mener bestemt at vi har potentialet til at kunne kæmpe med om Youth Americas Cup trofæet, så nu må vi bare krydse fingre for at blive udtaget.

Nu venter vi på den endelige udtagelse

Om vi bliver udtaget er svært at vide, da det ikke kun er resultatet på stævnet som tæller, men også subjektive vurderinger osv.

Svaret får vi den 25. februar efter seks nye hold har været igennem samme runde som os. Vi har i hvert fald gjort det så godt vi kan, og det er langt bedre end vi havde, turde håbe på.

Hvis vi bliver udtaget skal vi straks i gang med at finde sponsorer til kampagnen frem mod Youth Americas Cup i september.

Vores budget er på 500.000 til 600.000 kr, hvor størstedelen af pengene går til tilmelding til stævnet som løber op i 334.000 danske kroner, og leje af træningsbåd i Danmark.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader