Rønnow: Held i uheld - vi er overladt til os selv
Når vi er på vandet, ved vi, at vi inden afgang skal have gjort alt, hvad vi kan for at forebygge uheld eller havari. Vi ikke bare ”køre ind til siden og vente på Falck”. Ny klumme fra Claus Rønnow.
Vi er i høj grad overladt til os selv. Naturligvis kan vi komme i en situation, hvor vi ikke selv kan klare sagerne, men det skulle nødig komme dertil, hvor vi er afhængige af andres hjælp.
En egentlig redningsaktion er altid besværlig, omstændelig og – i visse tilfælde - kostbar. Selv om vi er omhyggelige og gør, hvad vi kan for at forebygge uheld, kan vi komme ud for, at materiellet ikke kan holde.
Det kan være slid eller metaltræthed, som pludselig gør at noget brister – og så kan vi være på den. Hvis vi skal kigge statistisk på det, er det dog sjældent, at de mere alvorlige ulykker sker.
Når man tænker på alle de sømil som sejles af den bestående lystsejlads-flåde i løbet af en sæson, skal vi vist ned i promiller for at måle havarier, som betyder personskader eller ligefrem omkomne. Gudskelov for det.
Det må sige noget om, at de fleste af os er rimelig omhyggelige med vedligeholdelsen af vore både og udstyr. Og så har vi naturligvis også lov til at være heldige!
Vi var gået ind til Hundested i frisk vejr under en himmel som blev mere og mere sort. Velfortøjet på en pæleplads i det store fiskerbassin kunne vi konstatere, at uvejret tog til.
Tordenvejret var over os og mellem lynnedslagene, kom de kendte voldsomme og uberegnelige vindnedslag, som gjorde vandet stærkt oprørt selv inde i havnen.
På et tidspunkt kom en 30 kvm Utzon-spidsgatter ind i bassinet. Selv om de gik for motor, havde de meget svært ved at manøvrere. Hidsige vindpust gjorde det vanskeligt for dem at kontrollere båden – og fornuftigt prøvede de at blive ude i bassinet for at have så meget manøvrerum som muligt.
De blev da også kastet godt rundt. Heldigvis er bassinet i fiskerihavnen stort! I en pause mellem de værste pust kom de ind på pladsen ved siden af os, og det var mens vi hjalp dem med fortøjningerne, at vi opdagede det: Deres stævnbeslag med forstaget var revet i stykker og hang kun i en enkelt skrue i stævntræet!
Beslaget var brækket over og bolten med stagets fastgørelse hang ca. 10 centimeter højere end normalt og kun gennem det ene af de to huller, hvor bolten skulle have siddet. Det var et par sejlere, som blev hede om ørerne, som man kan forstå.
De havde i kampens hede ikke bemærket, at beslaget var beskadiget, men fortalte, at de godt nok havde syntes, at riggen stod underligt løs, og at det havde været svært at rulle fokken ind, men de havde troet, at det var den kraftige vind, som havde været skyld i besværet med at rulle fokken.
Da vi alle lidt senere fik besøg af havnefogeden, blev han orienteret om problemet. Han var meget hjælpsom. Han vidste, at alle på Molichs værft var på ferie, men han kendte en af smedene på værftet, og ham ville han ringe til. Det gjorde han, og en time efter stod smeden på molen.
Han besigtigede det ødelagte beslag og konstaterede, at han allerede næste dag kunne lave et beslag magen til – han ville dog tillade sig at lave det i lidt kraftigere dimensioner og gøre det lidt større for at sikre en bedre fastgørelse til bådens stævn! Tilmed tilbød han at montere beslaget.
Så hvis bådens ejere ville gøre sig den ulejlighed at forhale båden hen til værftets havneponton ville han have beslaget klar til montering ved middagstid næste dag. Se: Det kan man kalde service – og held i uheld. Dejligt at sådan noget stadig findes.
Claus Rønnow