Succes med udlejning hos Quorning Boats
For at give urutinerede flerskrogssejlere en chance, har man de senere par år kunnet chartre en Dragonfly 28 til tursejlads. Det er blevet en dundrende succes.
Selvom salget går lidt trægt, klager Jens Quorning fra Quorning Boats i Skærbæk ikke. De senere par år har man kunnet chartre en Dragonfly 28 til tursejlads, og charterkalenderen for 2013 er allerede fyldt helt op.
- Vi har allerede lejet vores Dragonfly 28 ud i 25 uger i år, fortæller Jens Quorning til minbaad.dk, og der er kun et par enkelte uger tilbage i april. Sidste år var den udlejet i 18 uger, og der var faktisk to af dem der chartrede, der efterfølgende købte en båd hos os. Men man kan allerede nu booke sig ind på en båd i 2014, men man kan også blive skrevet op til et afbud.
Vælger man at købe en båd hos Quorning Boats senest 6 mdr. efter charterperioden, trækkes charterprisen fra salgsprisen.
Nye tider
Jens Quorning ser succesen med udlejning af Dragonflyen som et udtryk for nye tider, hvor megen af den berøringsangst, der har været overfor flerskrogsbåde, er ved at forsvinde.
- Der er nogle barrierer der skal overvindes. Men hvis vi kan være med til at afmystificere flerskrogsbådene, og samtidig få solgt nogle flere både, så er det vel ikke så dårligt, siger han.
Vi skal også slås for det
Jens Quorning lægger ikke skjul på, at Quorning Boats lighed med resten af branchen ligger under for de dårlige tider.
- Vi er trængt som alle andre. Vi er OK, men vi skal slås for det. Det at man kan chartre en båd hos os, er en del af vores salgstrategi, og er er med til at promovere både vores Dragonfly, men også flerskrogsbådene i almindelighed, slutter Jens Quorning.