Signe efter 31 dage på Atlanten: Ingen kan sejle uden vind

Søndag den 17. november lagde vi fra kaj i Lanzarote fulde af spænding og optimisme. Tænk at vi skulle sejle over Atlanten! Vi havde 10-15 m/sek. vind de første par dage og ræsede af sted.

Festen for de sidst ankomne både i Atlantic Odyssey feltet gav os 24 dage til at komme over på den anden side, hvorefter de ville lukke kontoret og rejse fra Martinique.

Selvom det var lige på grænsen af, hvad vi forventede, så var det ikke umuligt at nå det, og jeg lod Jimmy Cornell vide, at vi ville gøre vores bedste for at nå frem.

Vi havde regnet ud, at hvis vi bare holdt et gennemsnit på 5 knob, så var der grund til optimismen, og det skulle ikke være umuligt med trade-vindenes 7-8 m/sek. fra øst.

Ingen vind, ingen strøm
Efter de to første døgn var vi langt over vores gennemsnit, og selvom vi havde svagere vind på tredjedagen, så var vores gennemsnit stadig over 5 knob i alt. På fjerdedagen faldt vinden dog yderligere. Vi sejlede mellem 3 og 4 knob og spekulerede på, om de andre både mon tændte motoren på det her tidspunkt.

Vi havde ikke diesel med til at sejle for motor mere end 48 timer, og de timer blev vi i første omgang nødt til at gemme til at lade batterierne op, da vores slæbegenerator ikke producerede nok strøm, når vi ikke sejlede hurtigere.

Desuden blev batterierne drænet, lige efter at de var blevet ladet op, uden at vi kunne finde årsagen. Henrik var bange for, at batterierne var gået i stykker, og efter en nærmere undersøgelse viste det sig, at to ud af vores tre batterier var ødelagte, så vi blev nødt til at løbe strøm fra ét batteri alene.

Vi måtte slukke både GPS og køleskab og skrue fryseren ned og håbe på mere vind, så vores slæbegenerator kunne begynde at producere strøm.

Bundrekorder
Dagene gik, og hver dag syntes vi at slå en ny bundrekord. Efter 11 dage nåede vi vores laveste gennemsnit: 30 sømil på 24 timer! Vi prøvede dog at holde humøret oppe.

Der må jo komme vind på et eller andet tidspunkt! Og det gjorde der også, men så fik vi vinden lige i næsen. Vi måtte ligge og krydse på vores kurslinje, og selvom vi endelig fik lidt fart på, var det alligevel rigtig surt.

Den første nat havde vi voldsom vind og regn, og vi bankede op i bølgerne. Jeg var bange og træt af det hele, og jeg savnede mit gamle liv, hvor alt stod stille, og hvor man kunne tage sig et langt brusebad og sove natten lang i en seng, der ikke bevægede sig.

Vinden og bølgerne lagde sig heldigvis efter et døgns tid, men vinden blev ved med at komme fra sydvest. En nat var vi tættere på Martinique om aftenen end den efterfølgende morgen. Da måtte vi kæmpe noget for at bevare vores gode humør!

Skal vi sejle til Kap Verde?
I løbet af den første uge havde vi næsten dagligt kontakt med enten Henriks forældre eller mine forældre. Det var hyggeligt at høre lidt hjemmefra, og Henriks mor kunne også informere os om de andre deltagere fra Atlantic Odysseys hjemmeside.

En dag holdt telefonen dog op med at virke, og ligegyldigt hvad vi prøvede, så ville den ikke tænde igen. Vi vidste, at Henriks mor ville blive bekymret over ikke at høre fra os.

Vi overvejede at sejle til Kap Verde, så vi kunne få lavet telefonen og batterierne, men vi ville helst ikke forlænge turen mere end højst nødvendigt. Henrik fik tilsluttet vores SSB radio, som ikke havde været tilsluttet før, og på mirakuløs vis virkede den med det samme!

Efter et par dage fik vi fat i to både fra Atlantic Odyssey flåden: Argo og Blue Pearl. Vi fik Argo til at sende en mail til vores forældre, om at alt var vel, men at telefonen ikke virkede. Så håbede vi bare, at de fik beskeden.

Dagens højdepunkt
Kommunikation på SSB radioen viste sig at blive dagens højdepunkt sammen med vores tre daglige måltider. Næsten dagligt havde vi kontakt med Argo og Blue Pearl, og det var så vidunderligt at vide, at vi havde venner derude et sted, selvom vi knap vidste, hvem de var.

Efter 25 døgn var vi også så heldige at få kontakt til vores engelske venner på Magnetic Attraction, der var taget af sted fem dage efter os. De kunne igen hjælpe med at sende en hilsen hjem og berolige vores familie med at alt var vel, men at vi virkelige var begyndt at kede os!

Vi lyttede også med hos ARC flådens round-calls, og vi lyttede til deres deprimerende vejrudsigter.

En mand sagde bl.a., efter at han havde afgivet sin position: ” The wind is zero and our speed is so that a dead fish has just overtaken us. ” En anden sagde: ”I thought I signed up for a trade wind passage?”

Det troede vi også, men det var rart at vide, at vi ikke var de eneste, der havde dårlige vejrforhold. Vi prøvede også at få fat i Beetle fra Haderslev, men vi tror dog, han nåede at sejle forbi os, på trods af at han startede en uge efter os.

Godt med et koldt bad.

Endelig vind
Med omkring 1000 sømil til Martinique fik vi endelig vind fra øst og nord-øst, som holdt ind til vi nåede Martinique.

Vinden var dog noget kraftigere end de normale trade-vinde, og jeg er i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet nåede at opleve dem.

Vi havde 10-15 m/sek. med vindstød på til 20 m/sek. Nogle dage blev vi ramt af det ene squall efter det andet, og båden blev kastet rundt af bølgerne, og vores ting fløj rundt.

Henrik sammenlignede det med at sidde på enden af en gående and! Inden vi tog af sted, havde vi af flere fået at vide, at denne sejlads ville være den nemmeste vi ind til videre havde oplevet, og at vi efter 10-12 dage ville kunne blive ved og ved med at sejle. Det nåede vi aldrig at opleve, og de sidste 10 dage var ikke til at bære.

På et tidspunkt kunne vi se på vores AIS, at der sejlede en superyacht forbi os. Henrik spurgte, om han skulle kalde dem over radioen, så jeg kunne komme derover et par timer og benytte mig af deres jacuzzi. Jeg undrede og over, hvorfor han troede, jeg ville returnere.

Desperate tider
I de sidste dage inden vi nåede Martinique, blev vi blev mere og mere desperate for at komme i land, og jeg kunne ikke vente til at komme i bad og få ryddet båden op og få vasket vores sengetøj.

Desuden var jeg nogle dage tidligere blevet forkølet, hvilket jeg ikke rigtig kunne komme af med igen, og det gjorde ikke livet om bord lettere. Nogle gange kunne jeg bare ikke lade være med at græde.

Jeg var så træt og udmattet af at være på havet i de lidt hårde vejrforhold, og det var som om, vi aldrig ville komme i land!

Men det gjorde vi heldigvis. Onsdag morgen den 18. december sejlede vi over målstregen uden for Le Marin Marina på Martinique (Henrik insisterede på, at vi sejlede over målstregen for sejl, så vi måtte krydse ind i havnen). Det var et meget tilfredsstillende øjeblik!

Lang tur over Atlanten
Vores tur over Atlanten tog i alt 31 antal dage. Det var 8 dage mere end vi havde håbet, 6 dage mere end vi havde regnet med, og 3 dage mere end vi havde frygtet.

Det var alt andet end den tur, vi havde forventet, men nu hvor vi er i land, så er det mærkeligt nok hurtigt glemt. Jeg synes, det er lidt vildt at tænke på, at vi lige har sejlet over Atlanten, og selvom der er mange andre, der gør det, så synes jeg, det er lidt sejt!

Men jeg glæder mig over, at vi i de næste fem måneder kun skal sejle dagssejladser, og at vi ikke skal ræse igennem Panamakanalen i februar for så at krydse Stillehavet. Jeg trænger til en lang pause fra de lange offshore sejladser!

Sejlerhilsen

Signe

En flyvefisk landede på dækket. Vi spiste den dog ikke.

Henrik fik kalendergave af Signe den 1. december.

Højdepunkt om bord. Der tales i satellittelefon.

Her i St. Lucia bliver båden foreløbig. Der er også ti dages gratis havneophold.

Henrik og Signe under afgang i Lanzarote. Signe svarer gerne på spørgsmål om turen, hvis man skriver en kommentar under artiklen.