Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
A-Cat i Kerteminde. Foto: Emil Andreasen

Let vind i Kerteminde - A-Cat holdt ud - andre tog hjem

Tågen søndag morgen havde svært ved at lette, så flere valgte at slutte SailExtreme og tog hjem, men otte A-Cats fortsatte søndag eftermiddag. Lars Schrøder blev overraskende A-Cat mester.

Af Troels Lykke |

Kerteminde dannede rammen om det tilbagevendende store jollearrangement Sail Extreme med 467 tilmeldte både. A-cat klassen i Danmark havde i år valgt at lægge sit klassemesterskab her.

8 A-cat sejlere deltog og havde i alt fire sejladser, to lørdag og to søndag. Den svage vind både lørdag og søndag var en prøve for både sejlere og ikke mindst baneledelserne.

Det fortæller A-Cat sejler, Steffen Bay, der var med i Kerteminde. Han fortæller videre:

Så det var faktisk imponerende at vi lørdag fik to sejladser gennemført. Første sejlads fandt en vinder da Steffen Bay fandt en kraftig rummer på styrbord side af banen i andet opkryds og endte 2,5 min i mål før nr. 2: Lars Schrøder og treer Thomas Paasch.

Efter en del venten fandt baneledelsen 45 minutters sydlig vind hvor vi nåede at afvikle endnu en sejlads. Lars Schrøder havde god fart og kom ind på en sikker førsteplads, efterfulgte af Thomas Paasch, Steffen Bay og nu Jørgen Hansen, der havde fået bedre fart i båden.

Tåge havde svært ved at lette
 
Tågen søndag morgen havde svært ved at lette. Flere bådklasser valgte at slutte stævnet og tage hjem. Heldigvis var den samlede A-cat flåde med da vi ved 14-tiden stævnede ud til to sejladser.

Under første måtte topmærket flyttes. Under anden blev vi taget i mål ved topmærket. Den svage og skiftende vind drillede mange sejlere og bådene skiftede placeringer adskillige gange.

Jørgen Hansen slog til med en prik i første sejlads, særdeles tæt forfulgt af Lars Schrøder, Steffen Bay og Thomas Paasch.

I dagens anden og stævnets sidste sejlads blev vinden meget omskiftelig under sidste opkryds.

Lars Schrøder havde overblik og vandt

Lars Schrøder viste at han havde overblikket og sejlede først over den afkortede banes målline ved topmærket.

Jørgen Hansen sejlede ind som nummer to og rykkede dermed fra lørdagens delte femteplads op på en samlet tredie plads. Flot kommet igen.
 
To dage og fire sejladser med meget udfordrende og svage vindforhold endte med Lars Schrøder som ny A-cat klassemester efter Thomas Paach's suveræne række af A-cat mesterskaber siden 2006. Steffen Bay blev toer og Jørgen Hansen treer, viser resultatlisten.

Foto: Emil Andreasen

Motor
content-loader
content-loader
content-loader