Gå til hoved-indhold
Det er ikke nok at træne to dage om ugen, der skal mere til, siger sportschef Thomas Jacobsen. Foto: Troels LykkeKort Nyt
Det er ikke nok at træne to dage om ugen, der skal mere til, siger sportschef Thomas Jacobsen. Foto: Troels Lykke

Sportschef: Unge talenter skal træne mere

Sportschef Thomas Jacobsen efterlyser en kulturforandring i dansk sejlsport, hvis vi fortsat skal udvikle olympiske medaljetagere. Træningsmængden skal skrues i vejret.

Af katrine bertelsen |

I sin blog på Dansk Sejlunions hjemmeside, gør sportschef Thomas Jacobsen sig tanker om, hvad der skal til, hvis danske sejlere skal gøre sig gældende på de olympiske baner. Vi bringer et uddrag af bloggen:

Forleden blev fire unge sejlere udtaget til Team Danmarks talentprogram 2013-16. I alt er der udtaget 28 unge håb inden for en lang række idrætsgrene.

Sejlsport er sammen med cykling bedst repræsenteret med hver fire udtagne talenter. Dermed er det endnu en gang bekræftet, at sejlsport er et af dansk eliteidræts flagskibe (undskyld udtrykket!), når det handler om at udvikle morgendagens medaljeaspiranter.

Tilbage er i virkeligheden blot én forudsætning for at lykkes: træning, træning, konkurrence, træning og mere træning…

Tomme vinterhavne

Prøv at tage ned på en dansk havn en kold januardag. Hvor mange kapsejlere kan du få øje på derude? Nej, der er ikke mange. Jeg kan godt forstå, at det ikke er specielt fristende at træne i bidende kulde.

De Olympiske Lege i Rio begynder om blot tre et halvt år. Min påstand er, at medaljevinderne til den tid især skal findes blandt de sejlere, der netop nu arbejder på vandet mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Hver eneste uge. Også i januar.  

Kulturforandring

Mit budskab er, at vi skal have sat skub i en kulturforandring i dansk sejlsport. Og her er det især én gruppe, jeg sigter til. Det handler om  de unge 18-22 årige sejlere, der befinder i dét, som vi i den aldersrelaterede træning (ATK) kalder ”investeringsårene”.

Jeg møder hele tiden sejlere i denne gruppe, og fælles for dem alle er, at de har store ambitioner og store drømme om at komme til De Olympiske Lege – og allerhelst stå øverst på medaljeskamlen.

Det er godt at have drømme. Det motiverer. Men jeg må tilføje, at OL-drømmen hos (alt for) mange af de unge savner det fornødne realitytjek.

 Det kræver en investering af tid og ressourcer at udvikle sig fra talent til verdensklasse, og her rækker det ikke med en tur på vandet tirsdag og lørdag i vinterhalvåret – og det dobbelte om sommeren.

Optimering

Vores udfordring handler om at optimere de ressourcer, vi har. Mange af vores konkurrenter har betydeligt flere penge at investere i elitesport end os. Jeg var for nylig i Holland. Hollænderne har et budget på mindst det dobbelte af vores.

Alle deres topsejlere får tilbudt gunstige fuldtidskontrakter allerede i 17-års alderen. Kravet er til gengæld, at de har fuldt fokus på sejlsporten. De skal bo og træne i forbundets elitecenter i Den Haag. Og de skal træne 250 dage om året. Ellers er det ud.  

Jeg har stor respekt for de mange unge sejlere, der virkelig knokler med alt, hvad de har for at udvikle deres færdigheder.

I øjeblikket ser vi en udvikling, hvor talenterne har optrappet især den fysiske træning sammenlignet med, hvad vi så tidligere. Det er alt sammen positivt.

Tonen slået an

Men som tidligere nævnt, vi skal være et skridt foran i Danmark. Hvis vi står med tomme medaljehænder ved OL i 2016 og 2020, så må forklaringen ikke være mangel på træningsflid i forhold til vores konkurrenter.

Jeg håber hermed at have slået tonen an til noget af det, vi i Eliteafdelingen vil fokusere på i 2013 og fremadrettet. Personligt kommer jeg til at bruge rigtigt meget energi på dette tema.

Rigtig godt nytår til alle i dansk sejlsport.

Thomas Jacobsen   

Læs hele sportschef Thomas Jacobsens blog herhttp://www.sejlsport.dk/kapsejlads/blogs/sportschefen-skriver/2013/1/sportschefen-traener-vi-nok-i-danmark/

Motor
content-loader
content-loader
content-loader