Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Arkivfoto med Baad og Thusgaard Olsen. Foto: Jesus Renedo

Dansk føring i 49er og 49erFX i Holland

Jonas Warrer og Peter Lang er på vej mod det hidtil bedste resultat for den nydannede 49er-besætning. Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen er også i front, efter torsdagens sejladser.

Af Troels Lykke |

Efter syv sejladser ved EUROSAF-stævnet Delta Lloyd Regatta i hollandske Medemblik har den danske båd lagt sig klart i front med 14 points forspring ned til en fransk båd på andenpladsen.

Det skriver Dansk Sejlunion på sejlsport.dk.

Torsdagens tre sejladser resulterede i en 1., en 2. og en 5. plads til danskerne, hvilket samlet set betød en udbygning af deres føring fra førstedagen.

"Jonas og Peter har god fart, de rammer rigtigt på banen, og de har ro og god karma i båden. Det er alt sammen med til at trække i den rigtige retning," fortæller træner Finn "Beton" Jensen fra Medemblik, hvor han følger de fire danske 49ere i feltet på i alt 34 både.

Den anden danske topbesætning med Allan Nørregard og Anders Thomsen har til gengæld mistet momentum efter en ellers forrygende start med to 1. pladser i stævnets to første sejladser. Torsdag blev det til placeringer som nummer 20, 16 og 21 - og en beskeden samlet placering som nummer 14.

Dansk føring i 49er FX
Også i 49er FX er der dansk helt i toppen af feltet. Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard hentede torsdag tre 3. pladser og en 1. plads i dagens fjerde og sidste sejlads, hvilket bringer den danske besætning ind på 1. pladsen tæt forfulgt af en tysk båd.

Feltets anden danske båd med Maiken og Anne-Julie Foght Schütt ligger placeret som nummer 11. Der er 13 både til start i FX-klassen.

49er og 49er FX er de eneste to klasser med danske både ved Delta Lloyd Regatta.

Danske placeringer efter 23.5.
 (dagens resultater)

49er
 1.     Jonas Warrer og Peter Lang (1, 2, 5)
 14.   Allan Nørregaard og Anders Thomsen (20, 16, 21)
 19.   Jonathan Bay og Christian Gormsen (13, DNF, 29)
 31.   Søren W. Kristensen og Tobias Hemdorff (26, DNF, 32)

49er FX
 1.     Ida Marie Baad og Marie Thusgaard (3, 3, 3, 1)
 11.   Maiken og Anne-Julie Foght Schütt (8, 6, 9, 8)

Kilde: sejlsport.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader