Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Allan Nørregaard får nu ekstra kendskab til vandet ud for Rio, hvor der er OL i 2016. Her ses Volvo Ocean Race i 2009. Foto: Troels Lykke

Nørregaard skal træne Volvo-vinders børn i Rio

På søndag flyver 49'er-sejleren Allan Nørregaard til Brasilien, hvor han i tre uger først skal træne værtsnationens OL-håb, herunder OL-guldvinder og Volvo-vinder Torben Graels søn og datter.

Af Troels Lykke |

Selv om 2016 er langt væk, har mange af de danske idrætsfolk allerede indledt forberedelserne på det næste OL, og det gælder ikke mindst en af sidste års medaljevindere.
 
På søndag flyver 49'er-sejleren Allan Nørregaard til Brasilien, hvor han i tre uger først skal træne værtsnationens kommende OL-håb og dernæst skal træne sammen med sin nye makker, Anders Thomsen, skriver Politiken.dk
 
Ny gast efter OL-bronzen
Brasilien er med 17 OL-medaljer gennem alle tider en af sejlsportens store nationer, men i 49'er kvalificerede Brasilien sig slet ikke til OL i 2012.
 
»Selvfølgelig er det en kombination af, at jeg er OL-bronzevinder og at jeg kender nogle af brasilianerne, men det er nok lidt tilfældigt, at det endte med at blive mig«, fortæller Allan Nørregaard om sin opgave med at instruere især nogle af de nye brasilianske besætninger.
 
Efter OL-bronzen sammen med Peter Lang har 31-årige Allan Nørregaard fået ny gast, mens Peter Lang skal forsætte med guldvinderen fra 2008, Jonas Warrer.

 »Det er jo et kæmpe plus, at træningen skal foregå i det samme farvand, hvor der er OL næste gang. Efter den første uge kommer Anders derover, så vi kan lære lidt om forholdene og ikke mindst skabe nogle lokale kontakter. Det er jo utvivlsomt et område, vi kommer til at besøge adskillige gange i de kommende år«, forudser Allan Nørregaard, overfor Politiken.dk.
 
Hans evner som 49'er-sejler er ekstraordinært interessante, efter som også kvinderne skal sejle en 49'er FX ved det næste OL, og der er et par velkendte navne blandt de sejlere, Allan Nørregaard skal instruere i næste uge.
 
Det er på eget initiativ en gruppe af brasilianske 49'er-sejlere, der har inviteret Allan Nørregaard, og blandt dem er Torben Graels søn og datter.
 
Femdobbelt olympisk medaljevinder
Torben Grael er en af tre sejlere med fem olympiske medaljer (de øvrige er landsmanden og gasten Robert Scheidt og briten Ben Ainslie), og nu har den 52-årige sejlerlegendes to børn kastet sig over den sprælske OL-båd.
 
»Brasilien har indtil videre ikke vundet det store i 49'er, men de skal nok være der næste gang, og det er vigtigt for os selv, at vi har nogle gode træningspartnere, når vi senere skal derover«, påpeger Allan Nørregaard.

Allan Nørregaard, tv, er nu en efterspurgt træner i 49er og 49er FX. Til højre står Peter Lang, der nu gaster for Jonas Warrer. Foto: Troels Lykke

Motor
content-loader
content-loader
content-loader