Aprilsnar: Bønnerup Strand Sejlklub indfører optagelsesprøve
Efter Dansk Sejlunions generalforsamling oplever Bønnerup Strand Sejlklub et sandt medlemsboom. Nu indføres optagelsesprøve.
Det er væltet ind med ansøgninger om optagelse i Bønnerup Strand Sejlklub siden DS generalforsamling. Flere dropper de store klubber og vælger de små.
Det giver imidlertid anledning til en del panderynken i Bønnerup.
- Jeg er lidt bekymret, udtaler Erik Venøbo, formand for Bønnerup Strand, og fortsætter.
- Jeg er jo ikke det mest diplomatiske menneske, så bestyrelsen har besluttet at der skal aflægges optagelsesprøve i pæn og høvisk tale, før vi kan optage et nyt medlem.
Blandt de interesserede er Christian Lerche, der allerede er medlem af KDY og Hellerup Sejlklub.
- Der er to medlemmer der gerne vil proponere Lerche, men han trak sig i sidste sekund. Vi kunne ellers godt bruge sådan en som ham, der kan tale ordentligt, slutter Erik Venøbo.