Signe venter på Bermuda - frygter Golfstrøm mod USA
For at komme til USA skal vi krydse den berygtede Golfstrøm. Sejlernes vejrguru Chris Parker har anbefalet os at blive på Bermuda, da besværlige nord- og nordøstlige vinde ligger over os.
Efter 9 døgn til søs nåede vi sidste lørdag Bermuda. Vi sejlede langsomt, i gennemsnit under 100 sømil i døgnet, men det var til gengæld en af de mest behagelige offshore sejladser, vi har oplevet.
Bermuda syntes vi instinktivt om. Jeg synes, det ligner en blanding mellem Bornholm og Skagen om sommeren tilført et eksotisk islæt.
Der er små hyggelige strande rundt om hele kysten, hyggelige byer, smalle veje omgivet af stengærder og farverige huse i alle verdens farver.
Bermuda Day
To dage efter vi ankom, fejrede hele Bermuda Bermuda Day. Bermuda Day markerer starten på sommeren, og det fejres bl.a. med en stor parade i Hamilton, som er hovedstaden på øen (af de lokale blot kaldt The City).
Vi lejede en scooter og kørte af de smalle veje til Hamilton for at opleve paraden, der bestod af alt fra Miss Bermuda til kristne organisationer, der sang og dansede til høj og larmende musik fra en lastvogn.
Det var alt sammen meget festligt, selvom Henriks tålmodighed og fascination ophørte et par timer inden min!
St. George er den eneste by, hvor sejlbåde kan klarere ind og ud, så de fleste både bliver i St. George frem for at sejle til Hamilton.
Her venter sejlere enten på den rette vind til Europa eller til USA som os, og eftersom der er forholdsvis få sejlere, så kommer folk hurtig til at lære hinanden at kende.
Forleden dag forlod et skotsk par St. George med kurs mod Azorerne, og den halve ankerplads var på dæk for at vinke og tude i horn. Det må være en god start på en lang tur!
Skal krydse berygtet Golfstrøm
For at komme til USA skal vi krydse den berygtede Golfstrøm. Sejlernes vejr-guru Chris Parker har ind til videre anbefalet os at blive på Bermuda, da nord- og nordøstlige vinde ligger over Golfstrømmen, og det er åbenbart det sidste, vi kan ønske os.
I går kom der en båd ind, der allerede for en uge siden havde forladt Bermuda, men de var blevet ramt af modvind og modstrøm i Golfstrømmen og kunne ikke komme ud af den igen.
Efter fem dage til søs vendte de om og sejlede tilbage til Bermuda. Det er der vist ingen grund til, at vi begiver os ud i, og desuden har vi ikke noget imod at vente på Bermuda. Vi har lagt os ved kajen i St. George midtby, har lejet en scooter for en uge og meldt os ind i det lokale træningscenter.
Desuden kender vi flere sejlere, der venter på samme vejr som os, og de lokale er så imødekommende, hjælpsomme og snakkesalige, at vi efter blot en lille uge på Bermuda næsten føler os helt lokale selv!
Selvom vejret ikke er lige så godt som i Caribien, så er Bermuda alligevel en af vores bedste oplevelser. ”Tell the world that you like Bermuda!”, sagde en ung fyr til mig, da jeg betalte for at få vores lejescooter tanket op – det er hermed gjort!
På trods af øens kun 65.000 indbyggere, var der gjort meget ud af paraden, der varede i flere timer.
Bermuda er kendt for sit røde sand, der skyldes en lille organismes røde skaller. Langs hele kysten kan man finde små vige og sandstrande - nogle med barer og restauranter og andre helt øde.
De mange klipper langs kysten ligner lidt Bornholm. I baggrunden ses et af de mange krydstogtskibe, der besøger Bermuda.
Vi har tilladt os selv den luksus at ligge ved kajen i St. George. Bermuda Yacht Service holder til i bygningen ved siden af, og der har de stillet et stort opholdsrum og gratis internet til rådighed for sejlere.
Huse i alskens farver dominerer Bermudas landskab.