Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Allan Nørregaard og Line Just sejler med i Santander og vil forsøge at udtage en nationsplads til Nacra 17 til OL.

Dansk delegation samler inspiration i Santander før VM i 2018

ISAFs VM i 2018 kræver grundig forberedelse. Derfor samler Thomas Capitani og andre viden i værtsbyen for ISAF-VM, Santander, Spanien. VM sejles fra 8. til 21. september.

Af Troels Lykke |

Siden tildelingen af det århusianske værtsskab for ISAF VM i sejlads 2018 har den positive summen i krogene og iveren for at komme i gang fyldt hos de kommende arrangører.

Et VM kræver grundig forberedelse og et led i denne indsamling af viden er et besøg i værtsbyen for dette års ISAF VM; nemlig Santander, Spanien.  

Den spanske havneby Santander danner fra d. 8.-21. september 2014 rammerne for den 5. udgave af ISAF VM for olympiske sejlsportsdicipliner, der afvikles hvert fjerde år. Sidst blev ISAF VM afholdt i Perth i Australien, og i 2018 er det Aarhus, der får æren af de dygtige sejlere fra hele verden.

At besøge og være en del af det forestående VM i Santander er et vigtigt led i forberedelserne frem mod afviklingen i Aarhus i 2018. Det danske fremmøde er da også en klar og vigtig prioritering fra de århusianske arrangørers side.

Besøget i Santander skal bl.a. bruges på at observere, hvorledes spanierne løser de logistiske forhold omkring selve Verdensmesterskabet.

Logistiske udfordringer

For der er uundgåeligt logistiske udfordringer, når man skal  kunne huse omkring 960 både, op til 1.400 deltagere, etablere mødefaciliteter for de mange officials, oprette pressefaciliteter til hundredevis af pressefolk, samt opføre faciliteter og fanzone til flere tusinde tilskuere osv.

Disse logistiske og sportslige observationer er vigtige informationer for Sailing Aarhus og de øvrige arrangører som lægger land, vand og ressourcer til det forestående verdensmesterskab.

”Det er én af verdens vigtigste, olympiske idrætsbegivenheder og ubetinget den største sejlsportsbegivenhed der nogensinde er afviklet i Danmark” siger direktør Thomas Capitani fra Sailing Aarhus og tilføjer:

”hele sejler-Danmark bliver involveret i afviklingen, og jeg er sikker på, at det vil sætte nye og højere standarder for, hvordan vi organiserer og afvikler kapsejladser samt generelt forbedre de kompetencer og det materiel sejlklubberne råder over”.

Hvordan udnytter Santander VM

Ud over betragtningen af de logistiske og sportslige forhold er der dog også fokus på, hvordan Santander som by udnytter værtskabet til andre og flere formål.

For Aarhus Kommune handler det nemlig om at få et indtryk af, hvordan arrangørerne og byen generelt udnytter eventens store potentiale. Både med hensyn til branding af byen, som oplevelse for byens og områdets borgere, og som middel til at skabe langsigtede effekter i udviklingen af Santanders havnebyrum.

”Vi håber på at få nogle gode ideer til, hvordan vi som by skal aktivere og udnytte VM i 2018. Både for at sikre store oplevelser, når eventen afvikles, men også for styrke langsigtede effekter af værtskabet. F.eks. i relation til udviklingen af den nye havnefront i Aarhus, til at gøre sejlsporten endnu mere populær og til at fremme iværksætteri og innovation i sejlsporten” udtaler eventchef Finn Lyck.

Også Sport Event Denmark lægger vægt på en grundig forberedelsesproces som grundlag for en succesfuld event. Besøget i Santander er derfor helt essentielt.

Møder med ISAF

”ISAF Worlds 2014 i Santander bliver det sidste VM for olympiske bådklasser inden Danmarks værtsskab i Aarhus i 2018. Derfor er det naturligvis vigtigt, at vi får mulighed for at se, hvordan mesterskabet afvikles i år og for at holde møder med både arrangørerne og den internationale sejlunion, ISAF,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark, som i egenskab af partner har været med helt fra overvejelserne omkring buddet på eventen, og vil være med i forberedelserne frem til 2018 samt til selve afviklingen og evalueringen.

Vigtigt stævne for sejlerne

ISAF Sailing World Championships er den vigtigste olympiske kvalifikationskapsejlads, hvor de fleste nationspladser til OL i Rio 2016 fordeles.

Det danske sejlerlandshold stiller talstærkt op for at sikre sig de eftertragtede nationspladser med deltagelse af blandt andre Jonas Warrer (OL Guld 2008),  Allan Nørregaard (OL bronze 2012) og Jonas Høgh-Christiansen (OL sølv 2012).

Fra Aarhus deltager de to stjernesejlere Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen. Pigerne, som er dobbelte europamestre og regerende U-24 Verdensmestre, stiller op i kvindernes 49erFX klasse.

Med succes i Santander har pigerne muligheden for at sikre Danmark nationspladser til OL i 2016, hvor 49erFX for første gang er med som olympisk disciplin. Der er derfor stor spænding og meget på spil, når de danske sejlere går på vandet ved ISAF VM i Santander. 

2018 ISAF VM i Aarhus vil ligeledes fungere som kvalifikation til OL i 2020 i Tokyo. Det forventes, at op mod 960 både og 1.400 sejlere fra måske op mod 100 nationer vil komme til Aarhus og kæmpe om verdensmestertitlen og altså også om adgang til OL. Der skal også her dystes i samtlige 10 olympiske sejsportsdiscipliner samt i de to nye discipliner Kitesurfing mænd og kvinder, som vil være med ved OL i 2020 som testdiscipliner. 

ISAF 2018 VM i Aarhus skal afvikles i august måned på Aarhus Ø og arrangeres af Sailing Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune, Sport Event Denmark, Dansk Sejlunion og Region Midtjylland.

ISAF Verdensmesterskaber 1999-2018

 

År

Sted

Antal sejlere

Antal nationer

1999

Melbourne, Australien

2003

Cadiz, Spanien

1.450

71

2007

Cascais, Portugal

1.350

76

2011

Perth, Australien

1.200

79

2014

Santander, Spanien

1.400

85

2018

Aarhus, Danmark

Kilde: isaf.com & www.santander2014.com


Læs mere om det danske VM værtskab på www.aarhus2018.com

Motor
content-loader
content-loader
content-loader