Øresundsugen skal genoplives
To kendte dragesejlere, Philipp Skafte-Holm og Lars Kindt Hendriksen, vil prøve at få genlanceret Øresundsugen. Øresundsugen var en kæmpe sejlsportsbegivenhed, og blev sidst sejlet i 1972.
Øresundsugen blev første gang sejlet i 1898. Stævnet var en af de helt store begivenheder i det østlige Danmark, og tiltrak både kølbåde og jolleklasser fra både Danmark, Norge og Sverige. Det sluttede i 1972.
Nu vil to dragesejlere, Lars Kindt Hendriksen og Philipp Skafte-Holm arbejde på at genoplive sejladsen. Indtil videre er ideen blot på tegnebrættet, men en af ideerne er, at det skal være en Øresunds-event arrangeret af mange klubber på Øresundskysten i fællesskab.
– Jeg tænker, at der skal sejles ud for hver havn i forskellige klasser og at vi alle slutter ugen af med et brag af en "sejlerfest" hvor vi fylder Langelinie op med flotte sejlbåde. København skal simpelthen fyldes op med sejlbåde og sejlere fredag og lørdag aften. Det skriver Lars Kindt Hendriksen på facebook.
Planen er, at invitere alle danske og svenske sejlklubber ved Øresund, og få dem til at afholde et lokalt stævne torsdag-fredag.
– Der skal både sejles bane og distance sejladser alt efter interesse. Det behøver ikke være så svært, hvis man i første omgang kan blive enige om en uge, hvor der sejles kapsejlads ud for de enkelte havne. Hver klub fra Dragør til Helsingør kan byde ind på kapsejladser, og i løbet af et par år er der pludselig kapsejladser langs hele Øresundskysten, så skal man bare enes om at ende i København og holde den store fest der. Alle møder alle, og det er det, det drejer sig om, lyder det fra Philipp Skafte-Holm.
– Jeg håber en dag at se lige så mange både på Øresund som da. Dengang farfar var ung sejlede de Øresundsugen, hvor alle klasser af betydning var på vandet samtidig over hele Øresund. Der ligger så mange fine klassiske både og "sover" over hele Danmark og i resten af Skandinavien, de trænger til at blive "luftet" i en årlig Øresundsuge-event, slutter Lars Kindt Hendriksen.
Før planerne kan føres ud i livet, skal der findes en klub der vil stå for koordinering mm. Men Lars Kindt Hendriksen og Philipp Skafte-Holm arbejder videre med projektet, som vi kommer til at høre mere om snart.