Gå til hoved-indhold
Ole Jessen i Kalif sejlede Sjælland Rundt på 59 timer og 42 minutter. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Ole Jessen i Kalif sejlede Sjælland Rundt på 59 timer og 42 minutter. Foto: Troels Lykke

Solo-sejler faldt i søvn efter 60 timer og sejlede forbi mållinjen i Sjælland Rundt

Dehler 34 sejler Ole Jessen sejlede forbi mållinjen, så hustruen måtte drøne ud i RIB og vække ham. Derefter lagde han protest mod sejler, han mente brugte motor. Se galleri fra Sjælland Rundt.

Af Troels Lykke |

Seks solo-sejlere deltog i årets Sjælland Rundt. Kun to kom i mål.

Længe førte solo-sejler Bo Skaaning ellers i en 48 fods kulfiberbåd, men han blev træt og fik også bommen i hovedet og udgik ved København, trods otte timers pitstop.

Der var så to seje solo-sejlere tilbage. Erik Venøbo fra Bønnerup Strand Sejlklub og Ole Jessen fra Lynetten Sejlklub. Begge gennemførte.

Længe havde Ole Jessen ført i sin Dehler 34, men efter Ven sejlede Erik Venøbo forbi ham i sin gamle IOR-3/4 tonner, da han fandt mere vind og strøm i Nivåbugten.

Da Ole Jessen senere sejlede mod Helsingør sejlede han lige forbi mållinjen. Han sov simpelthen og der blev råbt fra måltagnings-folkene, men Ole Jessen sov og hørte intet.

Derefter sejlede båden 20 minutter med ham ud mod T-ruten, hvor man ikke må sejle, hvor skibstrafikken holder til.

Ole Jessens hustru stod på kajen i Helsingør og fik lov at sejle ud og vække ham. Det skete i en af Hellerup Sejlklubs medlemmers båd Heureka, med Niels Kjøng som skipper, der netop var gået i mål. Først derefter sejlede Ole Jessen tilbage mod Helsingør.

Niels Kjøng fortæller til minbaad.dk, at Ole Jessens kone spurgte om "de var friske", det var de jo nok ikke, men sejlede alligevel ud for at vække den sovende sejler.

Beskyldte konkurrent for at sejle for motor

Da han kom i mål lagde han protest mod Erik Venøbo, som han mente havde brugt motor, da han sejlede forbi ham i Nivåbugten.

Men protesten blev ikke taget tilfølge efter at både Erik Venøbo og Ole Jessen var blevet hørt. En protest der ikke ligefrem gavnede stemningen mellem de to sejlere, erfarer minbaad.dk

37 både fuldførte sejladsen rundt om Sjælland, der blandt andet vil blive husket for sejladsen med 80 procents kryds.

Erik Venøbo vandt solo rundt om Sjælland i tiden 57 timer og 49 minutter. - Gu har jeg da ej brugt motor. Ole kan vist bare ikke tåle at tabe efter han vandt Sølvroret Fyn Rundt, siger Erik Venøbo til minbaad.dk. Foto: Troels Lykke

Se minbaad.dks galleri fra Sjælland Rundt

Motor
content-loader
content-loader
content-loader