Ullman Sails frygter for sejlmagernes fremtid
Vi besøger Lars Bo Poulsen fra Ullman Sails ved Aarhus Lystbådehavn. Han erkender at der ikke er millioner af kroner i sejlmagerfaget, og det kan holde sejlere væk.
Lars Bo Poulsen er nu 56 år. Han har været sejlmager siden 1977. I dag driver han Ullman Sails, som reparerer sejl og sælger sejl, der bliver produceret i Sydafrika.
Han har to ansatte, Jørn og Sidsel til at klare reparationer. OL-sejlere på havnen, og andre unge, får også lov til at komme på det lille sejlloft, hvor de får gratis hjælp.
- Det er min måde at hjælpe dem på, siger Lars Bo Poulsen, der selv er chefdesigner for Ullman Sails gruppen, hvor han typisk designer sejl til 40 fods båd.
Han har også et godt greb i flerskrogsbåde og ikke mindst i Spækhugger-klassen, der er stor i Aarhus.
Om morgen skyper han med kolleger i Australien, midt på dagen med Ullmann Sails folk i Sydafrika og om aftenen er det kolleger i Californien, USA.
- Vi diskuterer detaljer og udveksler ideer, forklarer han til minbaad.dk.
Bekymrende fremtid
Fremtidens sejlmageri i Danmark bekymrer Lars Bo Poulsen.
- Hvem skal afløse mig, hvem skal afløse Henrik Søderlund og andre designere. Hvem har den vilje og viden. Er der nogle sejlere, der vil sætte sig ned og lære sejlmagerfaget, hvor man ikke lige kan tjene en million kroner om året, siger sejlmageren, der fortæller at de fleste sejl, der sælges i Danmark, nu laves i Singapore, USA, Polen, Sydafrika og andre steder.
- De timetunge opgaver forsvinder i Danmark, det er billigere at lave sejlene i udlandet, men hvem sørger så for at vi stadig har designere i Danmark, når der bliver færre og færre jobs i Danmark. I Aarhus var vi vel over 20 sejlmagere på et tidspunkt, nu er der 4-5 stykker, siger Lars Bo Poulsen.
Jørn og Sidsel står for reparationerne.
Lars Bo Poulsen er chefdesigner hos Ullman Sails.