Signe fortæller om at være langturssejler i New York

Da Henrik for et par år siden forsøgte at overtale mig til at sejle med ud i verden, var det primært hans forsikring om, at vi skulle besøge verdens storbyer (i hvert fald dem, der ligger ud til vandet), der blev et vægtigt argument for mig, og jeg var især fristet af udsigten til at tilbringe en stor del af sommer/hurricane-sæsonen i New York.

Nu hvor jeg er her, så nyder jeg det i fulde drag! For det første er det dejligt at ligge stille et sted med båden. Siden juni sidste år har vi været på farten, og jeg kan godt blive rastløs af aldrig at høre til et sted.

Nu nyder jeg, at vi ikke skal flytte os, og at vi kan slå os lidt ned – om ikke andet for et par måneder. Vi har bl.a. meldt os ind i det lokale træningscenter, og jeg prøver at lære at danse step!

Desuden nyder jeg at være i en by, hvor jeg kan have andet tøj på end badesandaler og forvasket tøj.

Jeg har for en tid udskiftet min langturssejlergarderobe til kjoler og stiletter, hvilket betyder, at Henrik bliver nødt til at invitere mig ud, så jeg kan få luftet mit nye tøj.

Jeg vil gerne tænke, at man ikke kan se, at jeg kommer fra en lille sejlbåd i alle mine nye outfits, men Henrik har altid the kill switch fra gummibåden siddende i buksekanten, så for det skarpe øje kan vi vist ikke løbe fra, at vi er langtursejlere!

Kompromis
Da vi boede på båden i London forrige vinter, slæbte jeg Henrik med til adskillige balletter og operaer, og ved den mindste utilfredshed henviste jeg til, at jeg nu boede på båden og havde sagt ja til at sejle langt - det var det kompromis han måtte indgå, mod at jeg var flyttet om bord.

Denne ”succes” havde jeg selvfølgelig planlagt, at jeg skulle tage op igen i New York, men desværre holder The Metropolitan Opera sommerferielukket.

Til Henriks store ærgrelse nåede jeg dog til at tage ham med til to balletter, inden sæsonen sluttede. I pausen sagde han, om jeg var klar over, hvor længe han synes, to timer i balletten føles?

Jeg svarede, at det næppe kunne føles lige så længe som 31 dage over Atlanten, hvilket han jo måtte give mig ret i, og en sejler fra marinaen mente også, at Henrik havde fået ”the long end of the stick”, som han udtrykte det.

Jeg må dog indrømme, at det at få lov til at bo i New York, om end på en båd på Hudson, er alle 31 dage værd - selvom jeg selvfølgelig vil bringe Atlanterhavsturen op igen, når jeg til efteråret bestiller billetter til operaen!

Signe

Signe og Henrik på vej til ballet i The Lincoln Center. Henrik er ikke helt vild med ballet.

Jeg prøver at finde vej i New York.