J/80 sejlere: J/80 er en oplagt klubbåd
Aabenraa, Nivå Bådelaug og Sejlklubben Sundet købte alle J/80ere i 2013, og nu arbejder en større hovedstadsklub også på at købe J/80.
J/80 klassens konstante fremgang over de seneste 6 år indebærer for den nye 2014 sæson, at klubbens medlemmer får mulighed for at deltage i en række nye og mere spændende kapsejladser, sammen med de ligeledes nye liga-sejladser.
Sådan skriver Jesper Adler, J/80 sejler i Nivå Bådelaug og kandidat til J/80 bestyrelsen. Han skriver videre:
I den forbindelse har den nuværende bestyrelse valgt at overdrage ”pinden” til nye kræfter, og det sker ved en ekstraordinær generalforsamling onsdag, den 5. februar 2014 kl. 19:30 i Brøndby.
J/80 klassen først med webcastet generalforsamling
Som noget helt nyt ”Web Castes” hele generalforsamlingen, så medlemmerne over hele landet kan deltage og gøre deres indflydelse gældende, uden at skulle møde op i Brøndby.
Alle interesserede J/80 sejlere kan melde sig ind via klubbens hjemmeside og dermed få tilsend en invitation direkte.
Danmarkskort med stor J/80 udbredelse
Bådtypen er nu blevet udbredt i det meste af Danmark, og et status-tjek på websejler taler sit tydelige sprog, at der bliver sejlet mere og mere J/80 sejlads. Klassen forventer derfor også, at der også i den kommende sæson vil komme flere både til landet.
J/80 har med mere end 1.500 både på verdensplan vist sit værd som en perfekt kapsejladsbåd, der til VM-stævner med op til 130 deltagende både tiltrækker nogle af verdens bedste kapsejlere. Også i World touren i match-race har bådtypen vist sin egnethed.
Samtidig har den vist sig at være det sikre valg for klubber, som ønsker at tilbyde skolesejlads i en stabil-, driftssikker-, hurtig- og velsejlende båd.
Liga-sejlads sideløbende med J/80 kapsejlads
J/80 kommer i 2014 til at deltage som en klasse for sig ved de 4 sejlsportsliga-stævner, som Dansk Sejlunion arrangerer rundt omkring i Danmark i samarbejde med de 18 udvalgte klubber. Dermed kommer der også mindst én J/80-kapsejlads i ens nærområde.
Dansk sejlunion har nu meldt ud hvilken bådtype der skal anvendes i Sportsbådsligaen nemlig J/70, men det ændre ikke på det faktum at J/80 er et godt bud på den bådtype som DS vil anbefale som ”klub båd”, og vi føler os næsten helt sikre på, at den når til tops der, når vi ser på hvilke andre bådtyper, der ellers har været nævnt i medierne.
Åbenrå, Nivå Bådelaug og Sejlklubben Sundet købte alle to J/80´ere i 2013, og i skrivende stund arbejder en større hovedstadsklub også på at købe J/80, udtaler Jens Harsaae, som stiller op som formand ved den forestående ekstraordinære generalforsamling.
Herudover har KDY, Struer og Sønderborg samt flere maritime skoler i flere år haft J/80, som det foretrukne bådvalg.
Første officielle DM sejles i Nivå
Sidste år deltog 16 både i J/80 klassemesterskabet. Derfor bliver stævnet i år opgraderet til et officielt DM, som afholdes af Nivå Bådelaug den 29.-31. august.
I NB er vi rigtig glade for at bruge vores to J/80 som skolebåde samtidig med, at klubbens dygtige sejlere kan danne teams, som klarede sig flot ved bl.a. J/80 klassemesterskabet sidste år. Udover de to J/80 klubbåde, vi købte i 2013, påtænker vi at anskaffe min. én mere.
Den lokale Nivå-flåde incl. privatejede både, kan dermed nå op på i alt 5, og det er én af grundene til, at vi i 2014 ønsker at afholde DM for J/80, X-99, Spækhuggere og Trapez joller, siger Christian Caspersen, formand i Nivå Bådelaug.
Opbakning fra sejlerne giver værdi for ejerne
Det er den nye bestyrelses mål at samle flest muligt af de 37 ejere af J/80 i Danmark i en dynamisk klasse organisation, som kan være med til at skabe et sammenhold mellem alle aktive J/80-sejlere i Danmark.
Vi ved også fra erfaringerne fra andre ”klasser” at en god organisation er ensbetydende med at bådene holder deres værdi bedre i det lange løb.
Alle ejere og J/80 sejlere kan optages i Dansk J/80 klub og dermed få indflydelse på klassens fremtid. Det er til glæde og gavn for alle sejlere i det relative store felt af J/80 både som er etableret rundt omkring i Danmark.