Gå til hoved-indhold
Spændende vejr til SRPI i 2013. Foto: Lars PlejdrupKapsejlads
Spændende vejr til SRPI i 2013. Foto: Lars Plejdrup

SRPI med nyt TurLys

Snart er der Sjælland Rundt På Indersiden. Løbsledelsen har brugt over 300 timer på at lave et nyt Turlys, så alle kan være med.

Af katrine bertelsen |

Over årene har både fra 14 til 50 fod deltaget i Sjælland Rundt På Indersiden. Halvdelen sejler uden målebrev. SRPI TurLys er et system til vurdering af forskellige bådes indbyrdes fartpotentiale, og i år det opgraderet, så det skulle være endnu mere retfærdigt.

Det er Lars Plejdrup fra SRPI, der har brugt vinteren, og over 300 timer på at få det nye SRPI TurLys på blokken. Hvor det gamle TurLys delvist var baseret på LYS og erfaringsmål, er det nye TurLys baseret på sammenligninger af alle mulige målesystemer, blandet med erfaringsmål fra sejlerne.

Tursejlerne vil have nøjagtige mål

– Efter vores cruisingmøde i januar i Herslev Sejlklub, viste det sig, at det ikke kun var de deciderede kapsejlere, men også tursejlerne, der gerne ville have mere nøjagtige mål, fortæller Lars Plejdrup til minbaad.dk.
– For når tursejlerne ligger ude på banen, kommer konkurrencegenet op i dem. Så jeg måtte jo kigge på det.

Henover vinteren sammenlignede Lars Plejdrup et utal af målesystemer: Texel, DH, svensk SRS, LYS, RYA, DSV og det australske SMS (Sportsboat Measurement System), blot for at nævne nogen.

– Alle målesystemer forsøger jo at være retfærdige. Nogle mål er baseret på erfaring og andre på ren matematik. Men det er ikke altid sådan, at en matematisk formel stemmer overens med virkeligheden. Min pointe er, at alle skal være med, derfor trak jeg også på mange erfarne sejlere, der hver især kunne bidrage med erfaringsmål. Lars Oudrups viden om cruisingkatamaraner var rigtig god, ligesom Dragonflysejlerne var utroligt ærlige om deres fart, selvom det gav dem et dårligere mål, siger Lars Plejdrup.

Efter utallige sammenligninger og beregninger, kombineret med sejlernes erfaringer, er det nye Turlys en realitet, klar til Sjælland Rundt på Indersiden d. 21.-22. juni.

TurLys kan bruges af andre

- TurLys-listen udvides løbende, så der er ingen grund til at holde sig tilbage, hvis din bådtype mangler. Alle er velkomne til at downloade listen, og bruge den i deres klub. Den bliver opdateret løbende, slutter Lars Plejdrup.

Udover mange flere køl- og flerskrogsbåde, end tidligere, findes en række jolletyper og sømiletider på listen, så TurLys også kan benyttes ved andre arrangementer end Sjælland Rundt På Indersiden, og på sidste side af listen findes en sammenligning med fire etablerede handicap-systemer for hundrede kølbåde. Du finder listen her.

Sidste tilmeldingsfrist til SRPI er i morgen torsdag d. 5. juni, så det kan lige nås. Du kan tilmelde dig på linket her, hvor du også kan se, hvem der er tilmeldt.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader