Gå til hoved-indhold
For anker uden for Cruz Bay, St. John. Foto: Signe StorrTur
Mine Crocs sandaler kan også flyde, hvilket er praktisk, når de falder overbord. Foto: Signe Storr

Signe: Krydstogtsgæst eller langturssejler?

Vi er kommet til de tidligere Dansk-Vestindiske Øer, nu US Virgin Islands, som er et yndet mål for de store cruiselinere.

Af Signe Storr, US Virgin Islands |

På en spadseretur i Charlotte Amalie på St. Thomas stoppede en mand mig på gaden og sagde, at de sandaler, jeg havde på, havde Oprah netop omtalt den forrige dag på tv.

Jeg tænkte umiddelbart, at det var sandt, da mine 300 kroners plastik-sandaler fra Crocs faktisk er ret så behagelige og ikke mindst praktiske, da de nemt klarer en våd tur i gummibåden. (Selvom det næppe var grunden til, at Oprah syntes om dem).

Han forsatte dog og sagde, at Oprah desuden havde sagt, at skoene gik godt sammen med smykker fra hans butik. En smule skuffet over, at jeg alligevel ikke havde de samme sko som Oprah, gik vi videre med det samme.

Krydstogts-turister
Vi er kommet til de tidligere Dansk-Vestindiske Øer, nu US Virgin Islands, som er et yndet mål for de store cruiselinere.

I Charlotte Amalie ligger juvelerbutikker og souvenirbutikker side om side til ære for de mange cruiseskibs-gæster, og man får lidt fornemmelsen af at være i et stort udendørs butikscenter, der ligner Den Gamle By i Århus.

Gæsterne på krydstogtskibene bliver sluppet løs mellem  kl. 11 og 17, og det er åbenbart dem, der skal tjenes penge på.

Da vi gik rundt i byen inden klokken 11, hilste butikssælgerne bare på os, men efter klokken 11 blev vi desværre forvekslet med cruise-turisterne, hvilket resulterede i kommentaren af mine sandaler. (Det er slemt nok at ligne en langtursejler, men en krydstogtturist er alligevel værre!)

Diamonds are a girl’s best friend
Jeg har ellers haft et smykkekøb i tankerne, siden jeg i St. Lucia mødte en canadisk sejler, der fortalte mig, at St. Martin og USVI var stederne, hvis jeg ville købe diamanter.

Lige siden har jeg bevidst og med jævne mellemrum nynnet ”Diamonds are a girl’s best friend” for Henrik. (Der må jo på et tidspunkt falde en belønning af for at bo på en båd).

Problemet er bare, at det føles helt forkert at gå og kigge på diamanter svedig og i klipklapper samtidig med at sælgere fortæller, at de har smykker til salg, der vil matche mine øjne – mens jeg bærer solbriller!

Stille dage i St. Croix
De Dansk-Vestindiske Øer er dog generelt rigtig hyggelige med klart vand, gode ankerpladser og meget venlige mennesker. Alle de steder, hvor krydstogtskibene ikke kommer, er der desuden meget stille.

I St. Croix troede vi, at vi kom på en helligdag, da der stort set ingen mennesker var at se i Christiansted, men det viste sig bare, at der den dag ikke var kommet et krydstogtskib til øen!

Vi synes selvfølgelig også, at det er interessant med den danske historie. Henrik sagde til en amerikaner, vi mødte, at vi var kommet for at se, om de havde varetaget øerne ordentligt, siden de overtog dem i 1917.

Amerikaneren svarede, at de havde gjort som amerikanerne gjorde bedst: Lavet det om til en stor turistattraktion! Og det har han nok ret, men øerne er dog stadig et besøg værd.

Tidligere Dansk-Vestindisk Handelskompagni i Christiansted, St. Croix

For anker i St. Thomas Harbour ud for Charlotte Amalie sammen med tre krydstogtskibe.

Butikker i Royal Dane Mall i Charlotte Amalie, St. Thomas

Cruz Bay, St. John

PÅ USVI kører man i venstre side af vejen som i England, men rettet sidder også i venstre side som i USA. Ingen har dog kunnet forklare os hvorfor.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader