Tre danske hold sejler VM for Hobie Cat 16 i Australien
Om 25 dage mødes 502 hobiesejlere fra 27 lande til VM i Jervis Bay, New South Wales, Australien. Danmark har tre teams med.
Daniel og Nicolej Bjørnholt har taget forskud på VM, og har netop sejlet australske mesterskaber ved Adelaide i Hobie Cat 16. Det kom der en 10. plads ud af, i et felt på 30 både.
10.plads til Australien Open
Ikke nogen dårlig præstation, men alligevel. Da det næppe er sejlerevnerne det skorter på, må vi antage, at brødrene er ved at være for tunge til at sejle sammen i Hobie 16. Til VM, der sejles om 25 dage sejler brødrene hver for sig, Daniel med Felix Grech, og Nicolej med Trine Bentzen.
502 sejlere til VM
Der er tilmeldt 368 teams, hvoraf de 180 sejler i Open-klassen. De bliver efter kvalifikationssejladserne opdelt i hhv. et guld- og sølvfelt. Her er konkurrencen hård – meget hård, og det bliver spændende at se om de danske besætninger kan markere sig. Men helt umuligt er det ikke.
Daniel og Nicolej Bjørnholt deltager også i Youth-klassen – med deres respektive – besætninger, og det burde der komme gode resultater ud af.
Udover Bjørnholterne sejler pigebesætningen Michala Brincker og Yoanna Choleva fra Hornbæk. De skal sejle i den rene kvindeklasse og VM Open.
Læs mere og følg med på VM-siden her.