To Aarhus-hold kæmper om podieplads i ligaen - se live
Hellerup-sejlklub er stukket af efter tre førstepladser, så følger KDY, Kaløvig Bådelaug og Aarhus Sejlklub. Vi har talt med sejlerne der kæmper om plads i champions League-stævne i København.
Første ligastævne var i Rungsted i maj, siden er der blevet sejlet i Sønderborg, Hellerup og nu i Aarhus, hvor finalen lige nu sejles i den populære liga, hvor der både sejles om at blive i ligaen og om at få de tre første pladser, der giver adgang til et nyt storstilet stævne i Kongelig Dansk Yachtklub i oktober, ifølge minbaad.dks oplysninger, der dog ikke er bekræftede.
Stævnet arrangeres af Dansk Sejlunion og den tyske sejlunion, der kalder stævnet for champions league, da de tre bedste tyske og tre bedste danske hold sejler med, samt inviterede sejlere fra andre lande.
Lige nu fører Hellerup Sejlklub den samlede liga og i går satte Danmarks mest vindende sejlklub tre førstepladser ind og ser klart ud til at tage den samlede sejr, når stævnet slutter i Aarhus Ø, ud for kajen, hvor der sejles helt tæt og der kommenteres kompetent fra land.
Det er derfor et besøg værd, hvis man vil se de skrappe sejlere kæmpe. Samtidig har to Aarhus-hold i den grad lyst til, at århusianerne kommer ned på havnen og hepper på dem, for Kaløvig Bådelaug og Aarhus Sejlklub ligger på en tredje og en fjerdeplads, kun to og fire point efter Kongelig Dansk Yachtklub, mens der er 18 point op til Hellerup Sejlklub, hvor rorsmanden Mads Christensen har haft både America's Cup og OL-sejlere om bord.
Ingen AC-sejlere som Hellerup
Og det har rorsmand fra Kaløvig Bådelaug, 24-årige Lars Vilhelmsen, ikke. Og han havde ikke den bedste fredag i den lette nordøstlige vind, da han med gasterne Nikolai Kold, Malene Winter Olsen, Katrine Bendix kom for sent over startlinen i en sejlads, mens holdet i de to andre sejladser, satte to andenpladser ind.
Der sejles i heat med seks både ad gangen. Lars Vilhelmsen er dog ved fint mod.
- Vi fik rystet den dårlige placering af os og det lette vejr er en fordel for os, da vi vejer mindre end de fleste hold, da vi har to kvinder om bord, men vi har også haft god fart i de andre stævner, hvor det har blæst meget, siger Lars Vilhelmsen, der til dagligt er ungdomstræner i Kaløvig, men den nye liga har fået ham til at sejle igen.
Melges 24-hold fra Aarhus viser tænder
Lige efter på en fjerdeplads ligger Aarhus Sejlklub, der har Peter Warrer som rorsmand. Han stiller med sit velsejlende Melges 24-hold, der sejler J/70eren godt, da den netop minder om den nye amerikanske J/70er. Gast og trimmer på Aarhus-holdet, Jakob Risør, er godt tilfreds efter at holdet satte to første- og en tredjeplads ind i fredagens sejladser.
- Vi lavede gode starter og det betyder meget når vi sejler på en kort op-ned-bane,og når der er tynd luft. Vi sejler for at få en af de tre pladser her i finalen i Sejlsportsligaen, så vi kan få en billet til champions league-stævnet i København til oktober, siger den 28-årige sejler til Aarhus Stiftstidende/minbaad.dk.
Slemt ser det ud for Egå Sejlklub, de ser ud til at rykke ud af Sejlsportsligaen, da de lige nu er en 18. og sidsteplads.
Kaløvig-holdet ses her på Aarhus Havn fredag. Fra venstre: Nikolai Kold, Malene Winter Olsen, Katrine Bendix og rorsmand Lars Vilhelmsen. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion
Tider hvor der streames live
Lørdag kl. 14 - 16
Søndag kl. 13 - 15
Se resultaterne på www.sejlsportsligaen.dk