Signe og Henrik vil gerne ud i Atlanten og sejle hurtigere

Ligesom i sidste uge var det i denne uge vores plan at sejle ud i Atlanten og komme lidt hurtigt sydpå, men endnu engang er vi fortsat i ICW. I sidste uge var det for meget vind, der holdt os tilbage, og i denne uge har der været for lidt vind!

Efter alle vore ulykker i sidste uge, nåede vi Cape Fear først på ugen, hvor vi håbede at få skiftet saltvandspumpen til kølingen af vores motor, da den nu lækker ud over de før acceptable dryp.

I Southport på sydsiden af Cape Fear fandt vi en mekaniker, der desværre kunne fortælle os, at reparationssættet var i restordre hos Volvo, men senere på dagen fandt han alligevel et sæt, som ville ankomme dagen efter.

Mens vi ventede på pumpen, kastede Henrik sin opmærksomhed på vores til tider usamarbejdsvillige autopilot (NAVICO TP 300C). En søgning på Google viste, at vi ikke var de eneste, der havde samme problem, og der var endda en, der var kommet med en mulig løsning.

Problemet med vores model er tilsyneladende, at den indeholder 6 hårtynde ledninger, som sidder så tæt op ad hinanden, at der efter et stykke tid slides hul på ledningernes isoleringer, hvilket medfører, at der løber strøm på tværs – og det skaber forvirring.

Ved blot at isolere ledningerne på ny, ville man kunne få den til at virke igen, og det satte Henrik sig for at gøre.

Desværre faldt ledningerne i stedet fra hinanden, hvilket nu har resulteret i, at vi ingen autopilot har – og hvilket vender mig tilbage til, hvorfor vi havde for lidt vind til at sejle ud i Atlanten: En ting er at håndstyre om dagen i kanaler og floder, men en anden er at sidde og håndstyre i et vindstille Atlanten i 24 timer.

Dagen efter, da pumpen skulle ankomme, fik vi at vide af mekanikeren, at de alligevel ikke havde kunnet få fat i en ny, så da vi ikke skulle vente på pumpen, ville vi heller ikke vente på mere vind, så vi fortsatte i ICW med kurs mod Charleston, South Carolina - og skiftedes hver time til at pumpe 125 gange for at tømme kølen for vand.

Fra Charleston kan man også komme ud i Atlanten, hvilket nu er vores nye plan. Herfra er der i direkte linje knap 200 sømil til St. Augustine i Florida, som er noget kortere, end tager man turen gennem Georgia.

ICW i Georgia går åbenbart mere op og ned end fremad, hvilket er grunden til, at alle har sagt: ”Skip Georgia!”, når de har fortalt os om ICW. Desuden savner Henrik at sejle, så hvis ikke vi også ødelægger vores vindror i løbet af de næste par dage, så skulle vi gerne være i Florida i næste uge!

Signe

Southport ved Cape Fear var en rigtig hyggelig by, og er sammen med Oriental en af vores favoritbyer på vejen. Desuden er byen meget brugt i film, senest Safe Haven, som jeg dog ikke har set - endnu!

Ved Wrigthsville Beach kom vi lige i tide til en Floating Christmas Flotilla. Vi sad på båden med gløgg (købt i Ikea på Lanzarote for et år siden) og svenske brunkager og så bådene sejle rundt om ankerpladsen, hvorefter aftenen afsluttedes med et fyrværkeri.

Langs ICW er der mange Ospreys.

Waccamaw River, South Carolina.