Alternativ parkering i Middelfart
Måske var der optaget på campingpladsen, i alt fald har denne autocamper valgt et alternativt sted at campere. OL-sejler Peter Lang var på havnen.
OL-sejler Peter Lang blev en anelse overrasket da en autocamper lige så stille og roligt gled ud over rampen i Middelfart Havn.
Peter var ude at sejle i sin Moth, da en autocamper forsøgte at søsætte en motorbåd.
– Jeg tror simpelthen ikke at håndbremsen kunne holde, for pludselig gled den nærmest sidelæns ned ad rampen, fortæller Peter.
– Ejeren sprang ind i den, og forsøgte at få den op, men det var for sent. Men den flød fint i et stykke tid!
”Parkeringsskaden” skete sent om eftermiddagen, og det tog adskillige timer at få den op, da der førts skulle konfereres med forsikringsselskabet. Men til sidst kom der en ”SOS” ladvogn, der trak den op. I mellemtiden var der også dukket et par dykkere og politi op.
– Det var god aftenunderholdning, griner Peter Lang.
Der kan være meget vand i en neddykket autocamper. Foto: Peter Lang