Signes overlevelseskursus på vandet - uheld står i kø

Hvis man stadig troede på, at man kunne blive bedre til sit job ved at tilbringe en udfordrende weekend i skoven, sove i bivuakker og dræbe sin egen aftensmad, så burde langturssejlere være i høj kurs på arbejdsmarkedet, når de vender retur. Nogle gange er det som om, udfordringer bare står i kø – også selvom de muligvis er selvforskyldte.

Vi ville gerne have forladt Potomac River sidst på ugen i sidste uge, men et voldsomt uvejr ville ramme den sydlige del af Chesapeake Bay, så vi besluttede os for at blive i udkanten af det, ind til det havde passeret.

Henrik smed et ekstra anker ud, og vi lukkede os nede i båden og skruede op for varmen, da der var lovet temperaturer ned til frysepunktet.

Efter en time holdt varmeapparatet dog op med at virke, og med udsigt til at tilbringe weekenden på en iskold båd måtte Henrik skille den halve båd ad og finde fejlen. Det lykkedes heldigvis, og efter et par timer kunne vi tænde for varmen igen.

Mandag morgen var uvejret drevet forbi, og vi kunne endelig komme af sted. Vi fik startet motoren og begyndte at tage ankrene op, da vi fandt ud af, at vi sad vi fast!

Vi vidste, at der var lavt, men den dag var der åbenbart ekstraordinært lavvande. Først efter fire timer, fik vi presset os igennem i det bløde mudder, men det forklarede selvfølgelig, hvorfor vi havde ligget så stille i blæsevejret.

Nu er vi et par dage fra Norfolk, hvor vi håber at kunne få løst vores gasproblem. Lige nu står vi med fire tomme gasflasker – og uden mulighed for at få dem genfyldt.

Europæerne bruger butangas, mens amerikanerne bruger propangas, så den nemmeste løsning er at købe en ny regulator og fremover bruge propan.

Det er heller ikke det store problem, hvis ikke amerikanernes gasflasker er dog dobbelt så store (selvfølgelig) som vores camping gas flasker, så vi har ikke plads til dem i vores sikkerheds-beholder.

Under alle omstændigheder må vi have den stående i cockpittet ind til videre, for rugbrød med pålæg tre gange om dagen bliver hurtigt lidt trivielt.

Mens jeg skriver dette, kæmper vi os fremad for motor imod vind og strøm i Chesapeake Bay. Henrik har haft hejst sejlene og forsøgt at krydse, men vi bevægede os stort set baglæns, og på de fire timer, vi har været af sted, er vi nået 6 sømil.

Henrik har lige sagt, at dette vejr er det værste; stik modvind, modstrøm og små korte bølger. For at indgyde lidt positivitet på vandene, nævnte jeg, at det da kunne være værre – det kunne jo regne!

Og det gjorde det så 10 sekunder senere og har gjort lige siden. Jeg må indrømme, at jeg lod Henrik passe båd og lagde mig ned. Ingen tror alligevel på mere, at overlevelseskurserne har nogen væsentlig værdi.

Signe

Vi ligger for anker/sidder fast i Alexandria lige ved Washington lufthavn.

George Washingtons hus, Mount Vernon, ligger ud til Potomac River, og hvis du kommer med egen båd, kan du lægge til ved deres kaj og derfra besøge huset. Tidligere har det været gratis at lægge til med din indgangsbillet, men denne gang kostede det 12 kr. pr. fod, så vi nøjedes med at se det udefra.

Vi har set mange bådgarager på vores tur op og ned ad Potomac River. Her Colonial Beach, Virginia.

De fleste steder i Chesapeake Bay er der meget lavt, så nogle gange føles det som om, vi ligger for anker midt i det hele.