Første internationale Formula 18 begivenhed i dansk farvand
Vallensbæk Sejlklub lægger vand og hjerte til Nordisk Mesterskab for Formula 18 fra på fredag. 40 både fra syv nationer forventes på startlinjen.
"Det er en fantastisk interesse fra vores nabolande. Der stiller flere op end hvad vi turde håbe på. Men vi er klar, og vi rydder havnen, for 40 katamaraner fylder hele jollepladsen" siger stævneleder Michael Bernfeld fra Vallensbæk Sejlklub.
Det bliver resultatmæssigt en ret åben forestilling. Der bliver hård konkurrence i toppen over de tre dage med op-og-ned-baner. De stærkeste svenske og norske både er iblandt favoritterne.
VM sejles i Kiel næste år, så tyskerne kæmper allerede om kvalifikationspladserne, og dette stævnes ranglistevægt har derfor lokket nogle af de stærkeste tyske både til. Der bliver god basis for de 10 danske både for virkeligt at lære noget om kat-sejlads på højt niveau i større felter.
Set med danske øjne bliver det spændende at følge Aarhus Kiwi'en Tristan Stedman og crew Mathias Børreskov. Tristan er New Zealander, og har boet i Danmark i et par år. Aarhus-duoen har tidligere i år høstet stærke resultater i Europa.
”Det var fedt i foråret at slå nogle af de stærkeste tyskere, og hvis vi kan levere de samme gode starter og manøvrer som i foråret, skal vi nok få et par gode resultater i Vallensbæk”, siger Tristan.
Flere F-18ere holder til i Kaløvig
Tristan og Mathias sejler for Kaløvig, hvor flere F18'ere holder til. Kaløvig Bådelaug har to fuldt race-klare Nacra Infusion, som udlejes/lånes på sæsonbasis, og det er netop sådan Tristan har kick-startet sin katamaran-karriere.
"Katamaran-miljøet i Kaløvig giver mig alle de muligheder jeg har ledt efter. Vi har nu købt vores egen Nacra og er up-and-running. " siger Aarhus Kiwien, der er selvstændig fotograf i sit daglige virke.
Nacra Infusion katamaranen, som Tristans, er en af flere modeller, der sejler ind under Formula 18 reglen. Det er en åben 2 personers klasse, bygget på en boks-regel om længde, sejl og vægt.
De mange modeller
Klassen rummer mange af de mest udbredte modeller, bl.a. Hobie Tiger, Hobie WildCat, Nacra Infusion, Shockwave, Capricorn, C2, Cirrus R.
Det er en af de største Cat-klasser på planeten, og er vidt udbredt i Europa, hvor der er et rigt brugtmarked. Idealvægt ligger fra 140 og op, så det er "voksen"-klasse, der også rummer mange mixbesætninger. Det er tilgængelig, prisbillig, fartfyldt og krævende kapsejlads for voksne.
Jan og Penny har stor erfaring
En anden dansk båd, der skal holdes øje med, er Jan Jensen og Penny
Wyon fra Vallensbæk, der stiller op med deres nye C2 F18'er.
Skipper Jan Jensen har stor erfaring at trække på, men båden er kun en måned
gammel, og spørgsmålet er om de har fået tid nok i den til at vi får potentialet at se.
"Endelig får vi mulighed for at teste fart i vores nye grej på hjemmebane. Der er virkeligt stærke besætninger med, men der skal sejles mange sejladser, og med en god stabil serie kommer man langt", siger Jan Jensen, der partner op med Penny både til lands og til vands.
"Det er det første internationale F18 stævne i Danmark, med 40 både, og så i vores egen baghave, no wonder at vi glæder os," siger Jan Jensen.
Stævnet i Vallensbæk starter fredag den 15. august og løber over tre dage, med 3-7 sejladser per dag. Senere på året er der F18 DM i Aarhus i forbindelse med festugen, fortæller Anders Liebst Gunnersen til pressen.
Aarhus-kiwien Tristan og Mathias sejler for Kaløvig, hvor flere F18'ere holder til.