Gå til hoved-indhold
På Fredericia Boat Show kan man byde på en komplet udstyret Nydam 470 med trailer til en samlet værdi af 60.000 kroner.Kort Nyt
På Fredericia Boat Show kan man byde på en komplet udstyret Nydam 470 med trailer til en samlet værdi af 60.000 kroner.

Gør et auktionskup på Fredericia Boat Show

Var det noget med en komplet udstyret og spritny glasfiberjolle til en billig penge? De besøgende kan byde på en Nydam 470 Fisk.

Af Troels Lykke |

På Fredericia Boat Show, som løber af stablen den sidste weekend i februar og den første weekend i marts, får de besøgende udstillingen igennem mulighed for at byde på en Nydam 470 Fisk fra danske Nydam Boats.

Hvordan budlysten og buddenes størrelse udvikler sig i løbet af Boat Show, er naturligvis ikke til at forudsige, men chancen for måske at erhverve sig jollen til en særdeles fornuftig pris er absolut til stede.

- Der er tale om en komplet pakke med Honda motor, trailer, hyndesæt og startkit til en værdi af i alt knap 60.000 kroner. Så det bliver virkelig spændende, hvad det vindende bud i sidste ende lyder på, konstaterer Lars Søndergaard, projektchef i MESSE C Fredericia.

Som navnet Nydam 470 Fisk mere end antyder, er båden ideel til fritids- og erhvervsfiskere. Og joller til fiskeri er da også et stort markedsområde for Sønderborg-virksomheden Nydam Boats, som har udviklet og produceret glasfiberbåde siden 2006 og alubåde siden 2008.

Netop inden for alubåde har Nydam to spændende nyheder med til Boat Show:

- Vi introducerer vores egen nye Smartliner-serie - en række velsejlende aluminiumsjoller, som er ekstremt holdbare og kræver minimum vedligeholdelse. Desuden præsenterer vi en stor alubåd, som er perfekt til trolling fiskeri og hygge med familien. Den findes i tre størrelser i mellem fem og syv en halv meters længde, og den får Danmarks- og Europapremiere i Fredericia, fortæller Brian Christensen, indehaver af Nydam Boats.

Virksomheden fra Als har godt gang i salget herhjemme og i nabolandene Sverige, Norge, Tyskland og Holland, og fremgangen afspejler sig også på Boat Show, som er et meget vigtigt udstillingsvindue for Nydam.

- Det er tredje gang, vi deltager, og det er en fornøjelse at se, hvor professionelt udstillingen afvikles, og i særdeleshed det udbytte, vi har af deltagelsen. Vores stand er gået fra 30 over 80 til næste gang større end 150 kvadratmeter, og det taler jo næsten for sig selv, konstaterer Brian Christensen.

Fredericia Boat Show finder sted den 27. februar-1. marts og 5.-8. marts 2015. Se mere på www.boatshow.dk.

Man kan læse mere om Nydam Boats på www.nydam-boats.dk og om Smartliner-serien på www.alu-joller.dk.

 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader