Signe og Henrik overvejer mindre kedelig båd
Efter at have været en uge på St. Lucia, er vi ved at finde vores ben i vores nye cruising-liv. Men vi er begyndt at spekulere på, om vi har den rigtige båd til formålet. Er den hurtig nok?
Glæden ved at sejle
Lige nu sejler vi i en 30 fods Allegro fra 1988. Henrik købte den med det formål at sejle alene rundt om jorden, men nu er vi to om bord, så det bliver nogle gange lidt trængt. (Vores fødder ligger og slås om pladsen hver nat).
Desuden synes Henrik, den er lidt kedelig at sejle. Båden er god i hårdt vejr, men den sejler ikke hurtigt. Han savner glæden ved at sejle, hvilket jeg godt kan forstå. Hvis man skal køre meget, er det også rart med en bil, som man synes godt om at køre i.
Fart eller komfort?
I den forgange uge har vi med vores britiske venner diskuteret, hvad der er vigtigst for en cruising-båd: Fart eller komfort - og hvorvidt det ene udelukker det andet.
Henrik har set sig lun på en Pogo 12,5, som er en let, hurtig og funktionel båd. Vores venner, som sejler i en Premier 41, mener ikke, at en Pogo har den nødvendige komfort til at være en cruising-båd hverken til søs eller for anker. Men hvad er nødvendig komfort?
En Pogo 12,5 har fx både bruser, varmt vand og en ordentlig soveplads, hvilket er en væsentlig opgradering af vores nuværende situation!
Samtidig sejler den dobbelt så hurtig som vores Allegro, hvilket jeg er begyndt at se som en væsentlig fordel. Jeg kedede mig skrækkeligt i de fire timer, det tog os at sejle fra Martinique til St. Lucia!
En autocamper til søs
På Martinique besøgte vi et tysk par på deres 54 fods nye Amel. Ejeren fortalte os, at hvis ikke man kunne havde den samme luksus på sin båd, som man havde i sit hjem, så kunne det være ligegyldigt at cruise, (hvorefter vi skævede hen til Capibara fra hans 15 mio. kr.’s båd).
Men hvor ville det være skønt at have en båd med både vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine!
I sommer kiggede vi på en brugt Amel, men Henrik sammenlignede den med en autocamper med tilsvarende sejlerglæde, hvilket ejeren af en 40 fods Pogo, som vi talte med i Rodney Bay, gav ham ret i.
Han sagde, at det øjeblik, han overvejede at købe en Amel, så ville han stoppe med at sejle! Så vi leder videre, selvom jeg stadig drømmer om opvaskemaskinen!
Kompromiser
Alle både, vi kigger på, synes at være et kompromis. Enten får man en hyggelig båd, eller også får man en hurtig båd.
Vi mødte dog et amerikansk par, som måske har fundet den ultimative løsning: De havde smukt indrettet deres 68 fods one-off kapsejladsbåd til en cruisingbåd for to personer.
Det er selvfølgelig ikke en billig løsning, og spørgsmålet er også, hvor mange penge vi vil binde op i en båd. Vores plan er dog nu, at vi tager til Miami Boat Show om en måned, (det har vi råd til, fordi vi har en lille båd!), og så må vi se, om vi kan komme en potentiel ny båd nærmere.
Er 30 fods Capibara den rette båd for os?
I Marigot Bay, St. Lucia. Vi ligger ved siden af vores venners Premier 41, som de er meget glade for som cruising-båd.
En Amel 54 er ikke en smuk båd, men den er en meget praktisk og udstyret med alt, du kan drømme om!