Kapsejlads
Signe på hård sejltur: Vandet væltede ind ad vindue
På et tidspunkt sprang et af hængslerne af på det forreste vindue og vandet væltede ind, skriver Signe Storr, der har forladt New York og nu er i Annapolis.
Om end det var lidt vemodigt at forlade New York efter tre fantastiske måneder, så var vi alligevel spændte på at komme af sted, og Henrik glædede sig især til at komme ud at sejle igen.
Søndag morgen i solskin forlod vi New York og sejlede med strømmen ud i den trafikkerede bugt syd for Manhattan og forbi Frihedsgudinden, hvor vi begge måtte knibe os selv lidt i armen – tænk at sidde på egen båd neden for Frihedsgudinden!
Vi havde besluttet at sejle hele det første døgn og forhåbentlig nå Cape May, inden det blev dårligt vejr, da vi derfra kunne komme ind i Delaware Bay i lidt mere beskyttet farvand.
Jeg havde været lidt træt af, at vi skulle sejle om natten på sæsonens første sejltur, men vejret kunne jeg jo ikke gøre noget ved, og vi ville gerne nå Annapolis til bådudstillingen. Desværre nåede vi ikke Cape May, inden det dårlige vejr begyndte, og i 8 timer måtte vi kæmpe os imod vind og bølger, der gradvist blev større.
På et tidspunkt sprang et af hængslerne af på det forreste vindue, og selvom vinduet kun var et par millimeter åbent, og gummibåden lå ovenpå, så formåede vandet alligevel at vælte ind, så vores sengetøj og alt det, jeg havde lagt ude foran, blev gennemblødt af saltvand.
Jeg kunne slet ikke overskue det og fik et mindre sammenbrud, og jeg tror Henrik spekulerede på, om det her sejlerliv overhovedet var noget for mig!
Alt imens var vi blevet i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet turde søge ind til Cape May, da bølgerne stod lige ind i indsejlingen, men udsigterne til en hård nat på havet var nok til, at vi gav det et forsøg.
Heldigvis var der læ, så snart vi nåede inden for sejlrenden, og vi nåede lige akkurat at smide anker i Cape May, inden det blev helt mørkt. Skaderne i den forreste køje viste sig heldigvis at være begrænsede, så jeg kom til mig selv igen, selvom jeg synes, sæsonens første sejltur havde været lidt hård ved os!
Ved Cape May går der en kanal ud til Delaware Bay, så man slipper for at sejle ud i Atlanten igen.
Der er dog tro broer man skal under, men Henrik havde regnet ud, at vi lige netop skulle kunne komme under dem. Alle sejlere bliver altid nervøse, når de sejler under en bro, om der så er 20 meters luft over deres mast, men denne gang blev Henrik så meget i tvivl, at han satte båden i bakgear, lige som vi kom hen til broen.
Uvist af hvilken årsag forsvandt han derefter fra rorpinden, så vi derefter var på vej ind i bropillen.
På det tidspunkt var vi heldigvis kommet så tæt på, at vi kunne se, at vi kunne komme under broen, og med sved på panden og bankende hjerte besluttede Henrik sig for, at vi fremover ikke går under en bro, der er lavere end 55 fod!
Resten af turen forløb heldigvis uden større dramatik, og torsdag eftermiddag nåede vi Annapolis, hvor vi nu er klar til at gå på amerikanernes foretrukne bådudstilling!
Signe havde en hård tur mod Annapolis. Foto: Henrik Hansen
Vi passerer Frihedsgudinden.
Kan vi sejle under denne bro?
En wing-wing situation i Delaware Bay.
En stille ankerplads ved Chesapeake City i The C&D Canal
Solnedgang ved Worton Creek.
