Fik trænere ud af fængsel - OCD-formandens ord til Viggo Jacobsen
Da rumænske Opti-trænere pludseligt ”forsvandt” i Rumænien, lykkedes det de danske sejlere at få dem ud af de rumænske fængsler i 70erne, sagde Jonas Döpping i en tale til Viggo Jacobsen.
Minbaad.dk var med i torsdags i Aarhus Sejlklub, da Viggo Jacobsens 100 år blev fejret. Vi har fået lov til at bringe en fin tale af Jonas Döpping, OCD-formand og medlem af Egå Sejlklub:
Det er med en hvis ærbødighed, at jeg i dag som formand for Opti Class Danmark skal tale til Viggo Jacobsen.
Mine forældre var i tidernes morgen ungdomsledere i Århus Yachtclub, hvor jeg selv startede som optimistsejler. Siden har jeg selv været ungdomsleder og er i dag formand for Opti Class Danmark.
Viggo har været foregangsmand for hele bugtens sejlsport, det var f.eks. Viggo som skaffede Verdensmesterskab for optimistjoller til Egå/Danmark, noget som i høj grad var en kickstart til Egå sejlklub.
I 1965 tog Viggo initiativ til dannelsen af ”International Optimist Dinghy Assosiation” og dermed startede udbredelsen af sejlsporten for junior/ungdom.
200.000 Optimistjoller
I dag sejles der optimistjolle i 120 lande og der er bygget over 200.000 optimistjoller.
200.000 optimistjoller betyder også, at langt over 1 million børn har lært at sejle, som har startet en sejlkarriere i en optimistjolle.
Fundamentet for sejlsporten lægges i optimistklassen. Optimistklassen fostrer således 80% af vores OL medaljevindere, vindere af Admirals America’s cup og rigtig mange sejlere, der efter optimisten, som ung og voksen, nyder kap- og tursejllads.
Vi har taget en jolle med, det er ikke en hvilken som helst jolle. Sidst den sejlede var til VM 2013 og den blev sejlet af den nu regerende verdensmester.
Jollen den er produceret i Danmark hvor vi også i dag har en ”lille” virksomhed som producerer næsten 20% af alle verdens optimistjoller.
Fik trænere ud af fængsel
Under den kolde krig i midt 70’erne var Viggo Jacobsen i Rumænien. Det var her optimistsejlads i Rumænien blev startet op. Viggo foranlediget, at de rumænske sejlere kom til Danmark.
Jeg, mine brødre og forældre fik herigennem knyttet bånd til børn og trænere fra et land, der dengang var et diktatur.
Da de rumænske trænere pludseligt ”forsvandt” i Rumænien, lykkedes det de danske sejlere at få dem ud af de rumænske fængsler.
Og midlet var breve og telefon opkald endog fra den daværende borgmester i Aarhus Kommune.
Det illustrerer måske meget godt, hvilken betydning Viggos arbejde har haft for rigtig mange mennesker. 1 million optimist sejlere på verdensplan kan ikke tage fejl.
Dette tal taler vel for sin selv. Men for alle inkarnerede optimister vil Viggo Jacobsen altid stå som den første blandt ligemænd. Vi er klar på 100 år mere, sagde Jonas Döpping i en tale i torsdag i Aarhus Sejlklub.
Viggo Jacobsen er 100 år, men han læser stadig danske og tyske bådblade, fortalte hans datter. - Jeg er lykkedes med mange ting og har haft et godt liv, sagde han til minbaad.dk blandt andet. Læs interview senere.
Viggo fik hjælp af hans datter, når noget skulle gentages. Viggo har fire børn og 16 børnebørn. - Ingen af børnebørnene sejler, fortalte hans datter på billedet. Viggos Legat har allerede modtaget 66.000 kroner, fortalte Aarhus Sejlklubs Jens Erik Hansen, der er initiativtager til fonden.