Gå til hoved-indhold
Påskelejren i Frederikssund var primært for C-optimister, der endnu ikke er rutinerede nok til en tur til Garda. Foto: JuniorsejlcentretSejlklubber
Påskelejren i Frederikssund var primært for C-optimister, der endnu ikke er rutinerede nok til en tur til Garda. Foto: Juniorsejlcentret

Mini-påskelejr i Juniorsejlcentret

En spontan påskelejr for C-optimister arrangeret af Frederikssund/Marbæk Juniorsejlcenter fik 15 optimistsejlere på vandet.

Af katrine bertelsen |

Mandag og tirsdag blev vinterstivheden sejlet ud af kroppen, da Juniorsejlcenteret i Frederikssund tog hul på sejlersæsonen med en to-dages påskelejr.

Optimistsejlerne er både piger og drenge mellem 10 og 13 år. Tre dygtige unge trænere fra Juniorsejlcentret stod for at afvikle spændende og udfordrende træningssejladser på fjorden, der ruster sejlerne primært til deltagelse i de mindre regionale kapsejladser i løbet af foråret.

Men formålet med lejren er også at sikre et godt socialt fundament, så om aftenen blev der hygget i soveposer med gode sejlerfilm.

Tilrigning af Hobier

Sideløbende med påskelejren var nogle af de ældre sejlere på havnen for at rigge de to nye hurtige Hobicat katamaraner som Juniorsejlcentret har anskaffet til de 15-25 årige. Disse er finansieret af overskuddet fra havnefesterne de sidste to år, og anskaffelsen sikrer, at der nu bliver opbygget et attraktivt tilbud også for denne lidt ældre aldersgruppe.

Påskelejren samt Hobie-projektet er gode eksempler på, at de sidste 8-10 års målrettede arbejde med, i fællesskab, at opbygge et bæredygtigt børne- og ungdomsarbejde er blevet en stor succes for sejlklubberne i Frederikssund.

- Succesen bemærkes også uden for vores egen kommune, i vinter fik Juniorsejlcentret således ved en reception i Idrættens Hus, ti nye sæt juniorsejlertøj overdraget fra Dansk Sejlunion, da de hører til blandt de sejlklubber i Danmark, hvor antallet af ungdomsmedlemskaber stiger., fortæller juniorleder Christian Hangel.

Samarbejde med Søspejderne

Efter at det i forvejen forældede og alt for lille juniorskur blev oversvømmet under stormfloden er behovet for tidssvarende faciliteter blevet endnu mere presserende for Juniorsejlcentret, hvis succeshistorien skal have mulighed for at fortsætte med at udvikle sig.

- Vi håber at juniorsejlcentret i samarbejde med Søspejderne kan skabe forudsætningerne for, at der kan blive etableret tidssvarende faciliteter for det maritime foreningsbaserede børne- og ungdomsarbejde i Frederikssund i den nærmere fremtid, slutter Christian Hangel.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader