Havnene bugner af billige lystbåde
En Granada 27, der normalt koster omkring 50.000 kr., blev solgt for 18.000 kr. Prisen i bund på brugte både, skriver dr.dk
- Vi købte den, fordi vi ikke kunne sige nej, forklarer Janik La Cour, der er i starten af 40'erne.
Han står på Vallensbæk havn og nyder en frisk brise - og den brugte sejlbåd, han netop har købt sammen med tre venner.
- Selvfølgelig skal der laves noget på den, og det har vi også gjort. Men det var et virkelig godt bud, siger han til dr.dk
Deres Granada 27 koster sædvanligvis mellem 40-60.000 kroner. Men denne båd fandt han på Den Blå Avis for bare 18.000 kroner - og slog til med det samme.
Havne drukner i gamle lystsejlere
Dermed er han og hans venner en undtagelse i de danske lystbådehavne, der netop nu er ved at drukne i pensionister og et generationsskifte, der lader vente på sig.
De fleste sejlere er over 60 år, og tusinder af bådpladser i de danske lystbådehavne savner en vuggende skude.
- Dem vi har flest af hernede, er dem der var med til at bygge havnen i 1970'erne. De er pensionister og kan ordne båden i løbet af ugen, fortæller havnefoged i Vallensbæk Havn, Jesper Lund.
Kilde: dr.dk