Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Vi anbefaler bogen. Den øver læseren i at 'se' naturen bedre.

Ny spændende bog: Det hemmelige Jylland - fotograf går 1550 km langs kysten

Fotograf Morten Strauch begav sig i vinteren 2013/2014 ud på en tre en halv måneds fodrejse fra syd op langs østkysten og ned langs vestkysten. Formålet var at fange skønhed. Det lykkedes.

Af Troels Lykke |

Vi har mødt fotograf Morten Strauch fra Hamborg, når vi har været på opgaver i Middelhavet. Han taler dansk, da hans mor er dansk og bor i Aarhus. Morten Strauch kalder sig selv et dansk/tysk gadekryds.

Han fortalte i foråret om bogen: Det hemmelige Jylland. Og nu er den her. En fantastisk, stor billedbog, som vi med stor fornøjelse har set og læst.

Morten Strauch, 36, tager dig med på en enestående rejse langs de jyske vinterkyster. Han kastede sig i vinteren 13/14 ud i et utroligt projekt: At gå hele den jyske kyststrækning rundt midt i det danske vintervejr for at fange de landskaber, som ikke findes i kataloger og turistbrochurer. 

En tur på 1550 kilometer, hvor han typisk gik mellem 5 og 30 kilometer om dagen. Han havde et rødt enmandstelt med på ryggen.

Bogen fokuserer på de vintereventyr, som findes lige uden for vores husdør, og giver inspiration til at udforske vores fantastiske kystlandskaber i alt slags vejr: himmel og hav, lys og mørke, de voldsomme kræfter og den stille magi, som tilsammen udgør Jyllands kyster.

Selv skriver fotografen blandt andet i bogens forord.

- Med et glimt i øjet kan man kalde mig et dansk-tysk gadekryds, mine forældre blev skilt, da jeg var fire hvorefter min mor flyttede tilbage til Danmark. Siden har jeg holdt ferie i Danmark mindst to gange om året, ofte i påske- og sommerferien. På en måde kan man sige, at jeg har et poskortforhold til den danske natur. Alle vel at mærke med sommermotiv.

Nephew startede gåtur

Da han var i Sydfrankrig på en fotoopgave kom ideen om en jysk vintervandring, da han hørte Nephews single, Hjertestarter, med omkvædet Vesterhav, - Kom nu og blæs mig i gang.

- Og jeg var ikke længere i tvivl, jeg ville blæses i gang på de jyske kyster, siger han.

Morten Strauch skriver senere, at han altid har været draget af naturen.

- Jeg håber at andre kan få øjnene op for de fantastiske, mystiske, dragende landskaber, siger Morten Strauch, der mener at andre har mod på at møde naturen, for livets puls slår renest, når man kommer ud af sin 'comfort zone' og bliver rusket lidt i. I 90 procent af tiden boede han i telt eller i shelter på fototuren.

Og vi kan tilføje, at med bogen får man virkelig lyst til at sejle tæt på den jyske kyst og gå en lang tur langs den.

De varierede motiver og spændende farver drager en, ikke mindst billederne med voldsomme og stille bølger. Bogen er en oplagt julegave, en table coffee bog til manden eller kvinden der har alt.

Fakta

Titel: Det hemmelige Jylland - en vintervandring langs de jyske kyster

Forfatter og fotograf: Morten Strauch

Illustrator: Morten Strauch

Udgivelsesdato: 26.11.2014

Antal sider: 220 sider, ill. Indbundet

Pris 349 kr. Købes bl.a. på Saxo

Foto: Morten Strauch

Foto: Morten Strauch

Der findes en forklaring til hvert foto.

Morten Strauch fotograferer også både. Her ses han på Mallorca i april i år. Foto: Troels Lykke
Motor
content-loader
content-loader
content-loader