Sejlads i medvind – og modvind

Will Horsfall har sejlet siden han var otte. Senere blev det til sejlads på de store både "dengang store både var sjældne". Født i San Francisco, men bosat i Danmark siden 1987, og har sejlet på de syv have i alt der har sejl.

Det meste har været kapsejlads, i alt fra X-79  – som han vandt EM-guld i 1988, op til de helt store kølbåde og katamaraner.

Will Horsfall skriver:

Den fedeste glamour-havkapsejlads på vestkysten af USA har altid været "The Trans-Pacific Yacht Race"alias "The Trans-Pac". En 2.200 sømil, 2-ugers "ned ad bakke"-rutsche-tur fra Los Angeles til Waikiki på øen Oahu, i delstaten Hawaii. Det var alles drøm at sejle dette race, inklusive min. 

"Been there, done that, got the T-shirt!!!"

Men det slog mig, at ikke ret mange sejlere ønskede at sejle "op ad bakke" slide- og slæbeturen – alias "The Back-Pac" på kryds, tilbage til fastlandet efter regattaen. Forståeligt nok kunne mange ikke få mere tid fri fra arbejde, og/eller ikke ønskede at tage endnu mere tid væk fra deres familier. Men jeg var så skuffet over, at så mange af mine "yachtie"-venner sagde, at de slet ikke havde lyst til det.

Jeg spekulerede over, hvordan de kunne kalde sig rigtige sømænd, hvis det eneste, de nogensinde ønskede at opleve derude, var vinden i ryggen?

19 døgn på kryds

Den længste (19 døgn), vådeste, mest ubehagelige, mest farlige sejlads (næsten faldt overbord, efter at vi blev slået flad af en enorm bølge, sent om natten, mens jeg var alene på dæk og styrede båden)  – og den bedste sejler-oplevelse jeg nogensinde har haft, åndeligt set, var den første gang, jeg sejlede "The Back-Pac" på en New Zealandske Farr-40, kaldet"Pacific Sundance".

"Pacific Sundance" – 19 døgn på bidevind, fra Hawaii til San Francisco

Vi var kun tre unge gutter ombord: Mig selv, en stor franskmand, og en lille nordmand. Vi sejlede en-mands vagter, 2 timer på dæk , 4 timer fri. . . i 19 døgn, 24 timer i døgnet, direkte mod passatvindene og bølgerne.

På en sejltur af den længde, sker selv sejladsen og rorpind-styringen næsten "hjerneløst", næsten automatiskt, uden at tænke over det. Så alt hvad man havde tilbage, var 19 døgn af ensomhed, tænketid, og "hovedrensningstid".

Fysisk ubehag og ren magi

Med et hoved, som var totalt renset-ud af bunkevis af luft og solskin, kunne jeg pludselig huske mennesker og ting i min fortid, i minutiøse detaljer, som jeg ellers aldrig ville have husket – der var solskin, solnedgange, solopgange, hvaler, delfiner, frisk fisk-middage og frokoster og morgenmad, og satellitter der fløj gennem nattehimlen ovenfor… Ren magi.

Det var ganske fysisk ubehageligt det meste af tiden, og ensformigt hele tiden, men det var så vidunderligt, da jeg først kunne lugte fastlandet efter så meget tid derude i det helt lugtfri, ren og frisk midt-Stillehavs luft. Jeg kunne lugte krat og egetræer fra Marin og Sonoma Amter, fra mere end 100 miles ude, og det var helt magisk, da vi endelig fik landkending ved Point Reyes.

Pludselig virkede det ikke som om sejlturen havde været så lang, og jeg var så stolt af mig selv. Jeg havde gjort det! Jeg havde valgt at sejle mod den stærke modvind og de store bølger, som så mange andre havde valgt fra – og jeg gjorde det!

Ikke altid medvind

Der kan ikke være "medvind" hele tiden – og rigtige sømænd forlader ikke skibet efter sejladsen er begyndt, så snart de begynder at opleve den første stærke og ubehagelige modvind.

Folk, der aldrig har sejlet har spurgt mig, - På sådan en lang sejltur, hvad gør man om natten, parkerer? Hvad gør man, hvis der kommer en slem storm?

Det eneste svar jeg kan give dem er: - Tja... vi sejler bare båden når vi er derude, hvad kan vi ellers gøre? Og hvis hun er en god og sund båd, kommer vi gennem stormen, og vil drikke mange øl sammen i baren, når vi kommer til, der hvor vi nu skal hen.

PS: Det er tragisk, at i alt for mange tilfælde, hvor besætningen på en sejlbåd "Abandon ship" til fordel for deres redningsflåde, da en stor storm ramte, omkom de alle sammen i redningsflåden under stormen. Og efter stormen havde lagt sig, blev deres tomme sejlbåd fundet – fredeligt drivende rundt et par dage senere – måske med en brækket mast, et par skrammer, og med et par små huller i skroget. . . men stadig oven vande!

Morale: Man bør undgå at gå ombord på en redningsflåde, medmindre man træder op i den fra mastetoppen af sejlbåden, der synker.

Sejlerhilsner fra Will Horsfall

NZI Enterprise på vej fra Auckland NZ til Sydney Australia. Jeg var heldig til at være ved rattet da vi var nødt til at sejle på læns 2 timer i en storm – 25 knob i SNIT! Båden er en 81 fods Bruce Farr tidl. Whitbread Jorden Rundt racer. Nr. 2 på min liste af favoritbåde som jeg har sejlet på.

Windward Passage, 73 fod fra himlen. Min alletiders yndlingsbåd, som jeg har sejlet på mange gange.

Windward Passage. Mere varm, mere tør, meget mere komfortabel, og meget hurtigere. Stadig en vinder, og stadig så smuk efter 46 år