Bojsen-Møller brødre slutter på 5. plads ved FD-VM - opdateret
Det sluttede med en 5. plads i Skotland. Nu gælder det VM i 505 om tre uger, skriver Jørgen Bojsen-Møller.
Jørgen Bojsen-Møller fra Hellerup Sejlklub skriver 20.7.:
Vi blev nr. 5 i syvende og sidste sejlads ved FD VM, og det blev også vores samlede placering.
Ingen kunne røre vores ungarske træningskammerater ved dette stævne, og de endte med at vinde 5 af de 7 sejladser. De regerende mestre fra Holland tog sølvet.
Den næste uge holder vi sejlpause inden vi starter forberedelserne til 505 VM, som begynder om ca. tre uger.
Jørgen Bojsen-Møller, FD-skipper, sejler med sin lillebror, Jacob ved VM i Skotland. Han skriver hjem den 17. juli.
Efter nogen ventetid på land i regn og rusk kom vi på vandet og femte sejlads startedes i temmelig frisk vind.
Stillingen efter 1/3 af sejladsen var, at ungarerne bare var sejlet. Vi lå i en tæt gruppe på fire både, der kæmpede om de næste pladser.
Ned ad spilersiden sprang vinden kraftigt mod højre, så ved bundmærket valgte vi at splitte fra gruppen og gå alene mod venstre.
Det var en chance at tage, for ude på højresiden var der et sort monster af en sky.
Desværre drejede den vinden yderligere til i alt over 50 grader, så både der rundede efter os kunne sejle direkte til toppen med slæk på skøderne.
Ikke alene mistede vi herved fuldstændigt kontakten til gruppen. Vi mistede også 7 andre både. Senere løjede vinden helt, så sejladsen afkortedes med en omgang. En rigtig møgsejlads, som var millimeter fra at blive skudt af.
3. plads i sjette sejlads
Sjette sejlads blev sejlet under væsentligt bedre forhold. Frisk mellemluft, som dog sprang en del.
Ungarerne sejlede deres egen sejlads med et stort fartoverskud og vi andre sloges om de øvrige placeringer. Vi endte på en tredjeplads efter at have ligget i top 5 sejladsen igennem.
Samlet rykkede vi en plads den forkerte vej til femtepladsen, skriver den nu 60-årige Jørgen Bojsen-Møller, der før har vundet OL-guld i 1988 og VM-guld i netop FD.