Ny SUP-butik og udlejning på Hornbæk Havn
Hobie-sejler Flemming ”Flemze” Nilsson faldt for Stand Up Paddling første gang han prøvede. Nu har han startet en butik med salg, udlejning og kurser på Hornbæk Havn.
– Da jeg så en stand up padler første gang, mindede det mig mest af alt om stavgang ... en lidt mærkelig og fjollet sport, siger Flemming ”Flemze” Nilsson, der i første omgang ikke syntes at SUP så særlig sjovt ud. Men han blev klogere.
– Det gik hurtigt op for mig, at SUP var en af de bedste træningsredskaber en sejler kan ønske sig, så alle min fordomme blev gjort til skamme, det var fantastisk, fortæller Flemze.
Instruktør i Alicante
Efter at have "SUP’et" hele vinteren i 2013 i Hornbæk, blev han for alvor tændt, og fik ideen til at starte en SUP-butik på egen hånd. Men for at få butik med salg, udlejning og kurser til at gå op, skulle der er et instruktørkursus til.
Turen gik til Alicante i Spanien, hvor en uges intensiv træning med førstehjælp og waterrescue endte med et instruktørbevis, så han er klædt på til elever.
Importør af SUP-boards
Nu er Flemze blevet importør af Hobie Cat SUP-boards i Danmark, og åbner en ”pop-up”-butik på Hornbæk Havn d. 1. juni. Her kan man leje et SUP-board, få et kursus og selvfølgelig købe Hobie boards og meget mere. Samtidig har han åbnet en webbutik, SUPSPOT HORNBÆK, hvor man kan få alle informationer om produkter, kurser og priser.
God motion for sejlere
Flemze blev introduceret til Stand Up Paddling (SUP) af træner Adam Malling fra Olympisk Sejlsport Øst, der har dyrket SUP i mange år.
– Jeg sejler Hobiecat 16, og til de store internationale stævner oplevede jeg tit, at min krop blev mørbanket af at stå i trapez med med et fast greb om storskødet hele dagen i 10 m/s, så jeg måtte gøre noget, fortæller Flemze.
– For det første styrker SUP de muskler, som sejlere bruger. For det andet træner det balanceevnen og belaster ikke leddene, og det er nemt at lære, konstaterer han. Og så kan det i øvrigt bruges, når der ikke er vind at sejle på.
Hobie boards
– Hobie Cat laver nogen af verdens lækreste boards, og da jeg har sejlet Hobie i 15 år, var det et naturlig valg for mig at blive dansk Hobie SUP-dealer, siger Flemze.
Hobie Cat har et bredt sortiment af SUP-boards, men det er det oppustelige Flemze især er faldet for.
– Når man kommer fra glasfiberjoller og kølbåde, har man en naturlig skepsis mod oppustelige fartøjer, men faktum er, at kvaliteten og stivheden i oppustelige SUPs er blevet så god, at 70 % af de nye boards er oppustelige!
Oppustelig SUP – 11 kg
Han fremhæver især Hobie 12.6 boardet, der er et oppusteligt tour/racing bræt. De oppustelige SUPs flyder lidt højere i vandet, end klassiske glasfiberboards, så man føler sig meget hurtig og tørskoet, og det planer nemt i bølger på den mindste krusning .
Fordelen ved de oppustelige boards er, at det hele kan pakkes i en rygsæk, der følger med boardet. Her er der plads til pumpe, manometer, repair kit og padle. Ifølge Flemze tager det ca. 5 minutter at pumpe brættet op til de anbefalede 15 PSI. Boardet vejer ca. 11 kg, så man kan have det med som håndbagage i flyveren.
– Men tag ikke bare min ord for gode varer, jeg er blevet bidt af "The Hobie way of life" for lang tid siden. Kig selv ind på www.supspot.dk og mød os på Hornbæk Havn hele sommeren, slutter Flemze Nilsson.