Floryan og Lier vinder DM i 606
Efter at have været ude i kulden i et års tid, er Lukas Lier tilbage i Hellerup Sejlklub. I weekenden tog han og Konrad Floryan DM-titlen i 606.
Hellerup Sejlklub var i weekenden 20.-21. september igen værter for 606-klassens Danmarksmesterskab.
Stævnet var ikke uden udfordringer, da der først var spænding om der ville komme nok deltagere, og dernæst fordi der slet ikke kunne sejles lørdag på grund af vindstille.
Der var derfor maksimalt pres på arrangører og deltagere for at få mindst fire sejladser og mindst seks timers sejlads ud af søndagen. Det lykkedes til fulde i frisk vestlig vind.
Med sejre i fire af dagens ialt seks sejladser blev Lucas Lier og Konrad Floryan fra Hellerup suveræne vindere af Danmarksmesterskabet.
På andenpladsen kom den svenske besætning Hasse og Emil Hansen, Göteborg, men da svenskere ikke kan konkurrere om DM-titler gik sølvmedaljerne i stedet til Ole Matzen og Søren Nicolaisen fra Bandholm, mens bronze gik til Hans Egon Møller og Gert Mortensen fra Esrum Sø.