Signe: Langt til Miami på Intracoastal Waterway
- Miami ligger ved mile 1085, og med 25 sømil om dagen, er der meget langt til Miami!, skriver Signe Storr fra North Carolina. Hende og Henrik overvejer at sejle ud i Atlanten i deres 30 fods sejlbåd.
Vi er nu nået til Oriental, North Carolina, der ligger små 20 sømil fra Beaufort, som er mile 205 på Intracoastal Waterway (ICW). Fra Beaufort er det muligt at sejle ud i Atlanten, hvilket vi har mødt flere, der gør, og som vi nu også selv overvejer.
Vi sejler ikke mere end 4-5 knob i timen, og ofte sejler vi ikke mere end 5-6 timer om dagen. Miami ligger ved mile 1085, og med 25 sømil om dagen, er der meget langt til Miami!
En af grundene til, at vi ikke når længere, er bl.a., at det næsten er umuligt at sejle i ICW, efter det er blevet mørkt. I denne uge tog vi chancen og sejlede en time efter mørkets frembrud, da der ikke var nogle ankerpladser tættere på.
Det viste sig dog at være lidt mere besværligt end først antaget, da der ikke var lys i de bøjer, der skulle være lys i, så vi måtte have fat i den store lygte og lede efter bøjernes reflekser for at finde frem til ankerpladsen.
Her troede vi, at vi lå alene, men fandt dagen efter ud af, at de lys vi havde set på land, rent faktisk var tre andre både på ankerpladsen. Så vidt det er muligt, vil vi holde os fra at sejle efter solnedgang fremover!
En måde at kompensere for at dagene er kortere, er selvfølgelig at komme tidligere af sted, men det er vi ikke særlig gode til. Henrik vågner knap af sig selv, og forleden dag var jeg så træt af altid at komme så sent af sted, at det lykkedes mig alene at lægge fra en land og sejle af sted.
Vi lå i sejlretningen med siden bundet til broen og uden meget vind, så jeg vurderede, at dette var er sikkert tidspunkt at demonstrere, hvor utilfreds jeg var med situationen. Jeg fjernede først de forreste fortøjninger og hoppede derefter om bord for at hive den bagerste hjem.
Den satte sig selvfølgelig fast, så jeg måtte springe i land for at løsne den, og mens jeg sad på broen, begyndte stævnen langsomt at glide væk fra broen.
Jeg nåede et kort øjeblik at overveje, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev efterladt i land, men det skete heldigvis ikke (hvilket var godt, da jeg ikke var kommet på noget), og jeg kom om bord og fik sat motoren i gear og forlod den rejebåds-bro, vi havde ligget ved om natten.
Henrik vågnede kort efter, da jeg kom til at træde ned på gaspedalen og gav fuld gas.
Han kom lidt overrasket op i cockpittet, men roste mig for, at jeg havde haft modet til selv at tage af sted, og syntes, at det var flot, at jeg havde kunne klare det hele selv.
Jeg tog nødtvungent imod rosen, men måtte derefter fortælle, at det faktisk var fordi, jeg var træt af, at han ikke stod op. (”Så kan jeg også bare klare det hele selv!”).
Det virkede han dog ikke som om, han fandt særlig faretruende, så hvis vi skal nå Miami på denne side af jul, bliver vi vist nødt til snart at tage et par Atlanterhavsture!
Signe
Fra denne rejebådsbro lægger jeg selv fra land, og omend det var gjort i trods, så var jeg alligevel lidt stolt over, at jeg klarede det alene!
Der er flere steder på ICW, hvor byerne tilbyder en gratis bro i 48 timer. Her benytter vi os af det i Elizabeth City, NC.
Vi ligger ved endnu en gratis bro i Oriental, North Carolina.
Oriental er ind til videre den hyggeligste lille by, vi er kommer forbi på ICW. For enden af broen, hvor vi ligger, er der en kaffebar, som alle i byen - både lokale og sejlere - synes at komme forbi i løbet af dagen. Fotos: Signe Storr
Den røde stribe viser Intracoastal Waterway.