Jørgen Svendsen vinder EM i OK-jolle - læs portræt
Heller ikke i dag var der vind ved EM i OK-jolle i Steinhude. Det gav guld til Jørgen Svendsen og bronze til Bo Petersen. Læs her Berlingskes portræt af den kendte EM-guldvinder, der fyldte 50 i maj.
Det er en alsidig fødselar, der runder 50 år, skriver Berlingske den 18. januar i år om Hellerup-sejleren, der i dag har vundet EM i OK-jolle, foran 109 joller.
Aktuar Jørgen Svendsen er flere gange danmarksmester i jollesejlads, og han er samtidig danmarksmester i at beregne danskernes pensionsforhold, hvilket medierne i stor udstrækning har gjort brug af.
Jørgen Svendsen er uddannet aktuar i 1991, og hans karriere er gået over en række af de største pensionsudbydere i landet som Pension Danmark og PFA.
Senere gik hans karriere over i pensionsmæglernes rækker i form af en direktørpost i Willis, hvorfra Jørgen Svendsen gik solo med sin egen mægler- og rådgivningsvirksomhed.
Han har været en af de mest markante fortalere for at lukke pensionsverdenen op, så forbrugerne får et indblik i, hvad der foregår - en rolle, der mere end én gang har bragt ham på kollisionskurs med både pensionsselskaberne og andre pensionsmæglere.
Han har med en unik blanding af høj matematisk ekspertise og forståelse for almindelige kunders behov en særlig rolle i udviklingen på pensionsområdet.
Han kan tilskrives en stor del af æren for, at danskerne i dag har mulighed for at få indblik i de omkostninger, selskaberne trækker ud af pensionsopsparingerne - en verden, der for blot ti år siden var helt lukket.
Og han mener, at der stadig er rum til forbedring især i forhold til at få pensionsselskaberne til at offentliggøre reelt sammenlignelige tal for afkast og omkostninger.
Jørgen Svendsen er ofte brugt som uvildig ekspert af retssystemet eller som konsulent for pensionsudbydere i ind- og udland.
På vandet vækker nu 50-årige Jørgen Svenden opsigt, når han ofte står øverst på sejrspodiet mellem to konkurrenter på den halve alder. Han blev i 2012 dansk mester i både OK- og Finnjolle, og siden har han ligget forrest i jollefeltet i både ind- og udland, især i OK-jollen, som han sidste år sejlede til en 5. plads ved VM i Thailand.
Privat er Jørgen Svendsen gift med Tine Terkelsen, med hvem han har to sønner i første halvdel af 20erne, Frederik og Mathias.