Gå til hoved-indhold
Signe binder gummibåden godt fast efter den forinden havde drevet væk. Foto: Henrik HansenKort Nyt
Signe binder gummibåden godt fast efter den forinden havde drevet væk. Foto: Henrik Hansen

Signe ligger for anker: Alt flyder forbi i Hudson River

Fredag blev der fundet et lig længere oppe ad Hudson ved begyndelsen til Harlem, som blev bragt til marinaen på 79th Street på Manhatten.

Af Signe Storr, New York |

Hvis man sidder længe nok ved bredden af en flod…

Den kinesiske filosof og militærstrateg Sun Tzu har for 2500 år siden udtalt, at hvis man venter længe nok ved bredden af en flod, vil man kunne se sine fjenders døde kroppe flyde forbi.

Om end Sun Tzu nok ville vende sig i sin grav, kan en omskrivning af dette lyde: Hvis man blot venter længe nok ved bredden af Hudson, vil man kunne se stort set alt flyde forbi!

Fordi strømmen er så stærk på Hudson, så flyder de ting, der ender i vandet, hurtigt enten den ene eller den anden vej. Ofte må vi i gummibåden navigere uden om store løsrevne planker fra den del af marinaen, der blev ødelagt af Sandy, og når en planke rammer båden, lyder det som om, der bliver slået hul.

Vi må også uden om affald, døde rotter og kondomer, hvilket er lidt ulækkert, når sidstnævnte sætter sig fast i linen fra gummibåden.

I denne uge har vi fundet ud af, at der sørgeligt nok også er mennesker, der ender i Hudson. Fredag morgen blev der fundet et lig længere oppe ad Hudson ved begyndelsen til Harlem, som blev bragt til marinaen på 79th Street.

Da 79th Street Boat Basin er en statsejet marina, bliver de døde mennesker, der bliver fundet i denne ende af Hudson, som regel sejlet hertil til ligsynet, og i marianen er de vant til, at der ankommer ligposer til broen: ”Vi får de fleste af dem, der springer ud fra Washington Bridge og lejemordene i Harlem,” fik jeg at vide. Og hvert år er der åbenbart en del.

Vi har også selv bidraget til listen af ting, der flyder forbi. Lørdag aften kunne man nemlig se en rød gummibåd flyde ubemandet ned ad Hudson.

Jeg havde desværre ikke fået bundet gummibåden så godt fast, som jeg plejer, og pludselig sagde Henrik: ”Vi har et problem”, hvorefter jeg kiggede tilbage og så gummibåden glide stille ned ad Hudson ind mod marinaen.

Vi ringede til marinaen og spurgte, om de ville binde den fast, når den kom derind, men i stedet tog den en bue med strømmen uden om marinaen og begyndte at flyde forbi.

Først da gik det op for os, at vi jo var på en båd, som også kan flytte sig på vandet, så vi fik hurtigt trukket vores flopper stoppers op og satte i fuld fart efter vores nu forsvundne gummibåd.

Da vi nåede ned til marinaen, så vi en af marianens både sejle den modsatte vej – og den havde en rød gummibåd bundet bag på båden!

Vi sejlede tilbage til vores bøje og fik lagt os til, hvorefter den svære øvelse kom: At få gummibåden tilbage.

Der var stærk strøm, og vores stakkels redningsmand, skulle både styre sin motorbåd imod strømmen, løsne linen, sørge for at han ikke sejlede ind i os, og række os gummibåden.

Det lykkedes i andet forsøg – og vi var så taknemmelige! Siden har jeg gjort mig meget umage, når jeg binder gummibåden fast, så man ikke igen på Hudson floden kan se en tom rød gummibåd flyde forbi!

Signe

Masser af politi holdt til på havnen hele dagen, efter liget af en mand uden identifikation og kun iklædt jeans blev fundet lidt nord for 79th Street Boat Basin. 

Henrik følger vores gummibåds kurs mod marinaen.

Vores gummibåd er blevet reddet!

Uheldigt!

Motor
content-loader
content-loader
content-loader