Signe: Langsom men behagelig tur til Bermuda
-Vi har den forgange uge ikke haft meget vind, og med de 100 liter diesel vi kan have i tanken, har vi måtte økonomimisere lidt med motorsejladsen fra Caribien, siger Signe, der nu elsker SSB-radioen.
De svage vinde i Atlanterhavet har gjort, at vi har haft en meget behagelig sejlads stort set hele vejen, og det er langt at foretrække fremfor færre, men mere ubehagelige dage til søs.
Det ser dog ud som om, at vi de sidste 150 sømil havner midt i et lidt kraftigere lavtryk, så vi får sandsynligvis fart på det sidste halvandet døgn.
Debut på SSB radioen
I denne uge har jeg haft min debut på SSB radioen. Da jeg startede med at sejle med Henrik, var det en overvindelse at skulle sige noget over VHF radioen, men det har jeg stort set kommet mig over.
SSB radioen har jeg til gengæld holdt mig fra og ladet Henrik om. Hver morgen kl. 7.30 er der i forbindelse med The Salty Dawg Rally en round-call, og eftersom Henriks nattevagt slutter omkring kl. 7.00, så var han den første morgen gået i seng, da klokken var blevet 7.30.
Da jeg ikke ville skuffe Linda, som sammen med sin mand Bill er ophavsmand og organisator af The Salty Dawg Rally, måtte jeg selv få tændt radioen, finde kanalen, finde ud af vores position, samt finde ud af hvor vinden kom fra, og hvor meget det blæste. Første dag kludrede jeg lidt i det, men siden er jeg blevet bedre til det.
SSB-lingo
Når vi nu på den daglige round-call når til Capibara (som af amerikanerne udtales Capib(aa)r(a) frem for Capib(ah)r(ah)), svarer jeg:
”Good morning Linda! Capibara’s position is XX XX north, XX XX west. The wind speed is X knots coming from XXX.” I går aftes ved den daglige aften-round-call fik jeg tilmed tilført en ”Did you copy?” og afsluttede den efterfølgende chat med ”Capibara clear”.
Jeg er dog stadig lidt tilbageholdende med at bruge (det super seje udtryk) ”roger”. De andre siger ”roger roger” eller ”roger that” i ét væk, men jeg synes, jeg stadig er lidt for SSB-grøn til at benytte mig af det.
Radiolicens
Jeg er overrasket over, hvor sjovt, jeg synes, det er at kommunikere over SSB radioen.
Jeg betragter jo mig selv som et forholdsvist moderne menneske, der ikke kan undvære min iPhone, så det at tale over SSB radioen synes jo at være temmelig gammeldags – især nu hvor vi kan modtage og sende e-mails over satellittelefonen.
Men ikke desto mindre overvejer jeg nu at tage en amatørradiolicens. Så vil jeg begynde at bruge ”roger” i flæng og tilføre mit kaldenavn, hver gang jeg siger Capibara: ”This is Capibara, Oscar-Delta-Bravo, Four-Zero-Five, signing off.”
Henrik forsøger at ændre vores langkølede tur-båd til en hurtig Mini, ved at bruge spilerstagen som bovspryd og fastgøre vores CODE 0 til den. Spilerstagen er dog ikke kraftig nok til det system.
Smuk aftenhimmel på Atlanten.
Ingen vind på Atlanten – igen.