DM i Melges 24 går til Frederikshavn - Warrer må vælge
Omkring 30 Melges 24-hold vil dyste om, hvem der tager guldet i år. DM sejles i år i Frederikshavn, og Peter Warrer må vælge om han vil sejle DM eller Sejlsportsliga.
Jeppe Bo Rasmussen, næstformand i Melges 24-klubben skriver:
Kim Kristensen fra Egå er storfavorit til at vinde DM for Melges 24. Han er forsvarende mester og tog sensationelt VM-bronze sidste efterår i San Francisco. Og så er han brandvarm.Han blev nummer to ved Kieler Woche i sidste uge.
Kris Houmann, der har hjemmebane og en sølvmedalje fra DM i 2013, er måske det bedste bud på en, der kan udfordre Kristensens vej til titlen.
Peter Warrer må vælge
Peter Warrer, der sejler hurtigt ved sejlsportsligastævnerne, er derimod i et besværligt dilemma. Skal han revanchere sin 4. plads fra sidste års DM, eller skal han forsvare Aarhus Sejlklubs aktuelle 3. plads i Sejlsportsligaen?
At Warrer kan gøre sig gældende begge steder er flot og understreger desuden, at der er del ligheder mellem en Melges 24 og en J-70'er.
Outsidere og udlændinge
En mulig outsider til titlen kunne være Bo Bøje fra Hellerup Sejlklub, der tog bronze sidste år. Men han er også begyndt at slå sine folder i Melges 20'eren, hvilket måske svækker hans chancer en anelse. Derudover har klassen i Danmark tiltrukket mange nye hold, efter det blev annonceret at VM kommer til Middelfart i 2015. Måske nogle af de nye drenge og piger i klassen kan overraske?
Det forventes også, at DM vil tiltrække mellem 10-15 udenlandske besætninger i år, hovedsagligt fra Tyskland, England, Sverige, Norge, Finland og Estland. Og det er ikke usandsynligt, at det rent faktisk er en af dem, der har størst chance for at sende Kim Kristensen lidt ned i suppen.
DM sejles fra den 22.-24. august i Frederikshavn.
Læs mere om Melges 24 og DM her.