FLID: Minister lader havne i stikken
Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen afviser hjælp til de stormflodsramte havne. ”Vi må afvente den politiske proces, men ministerens foreløbige signaler er bestemt ikke positive,” siger FLID.
Den politiske afklaring omkring lystbådehavnenes stormflodsskader er på vej ind i en afgørende fase.
Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID) er i disse dage i dialog med flere af Folketingets partier med henblik på at skabe politisk opbakning til en hjælpepakke, der kan afhjælpe lystbådehavnenes situation oven på stormflodsskaderne efter ”Bodil”.
Det skriver Dansk Sejlunion til pressen.
Dog tyder meget på, at regeringen ikke lader sig rokke i forhold til spørgsmålet om at imødekomme de ramte havne. Tirsdag udtalte Henrik Sass Larsen til Ritzau: ”Vi ønsker ikke, at lystbådehavne skal være en del af det (hjælpepakker efter stormfloden, red.). For der er vigtigere grupper, man kan redde, end lystbåde.”
”Ministeren lader havnene i stikken,” siger Jesper Højenvang, direktør i FLID.
”Denne her sag handler jo ikke om lystbåde. Den handler om havnemiljøer som små lokale virksomheder, der skaber arbejdspladser, tiltrækker turister og har stor betydning for lokalområdernes attraktionsværdi,” siger han og tilføjer:
”Hvordan kan man drive en lille virksomhed, hvis man ikke har mulighed for at forsikre sine værdier – og hvis man skal frygte økonomisk ruin, hver gang landet bliver ramt af et stormvejr? Dét skylder regeringen et svar på. ”
”Vi har stadig et håb om, at en politisk dialog kan bane vej for nogle løsninger, der kommer havnene i møde. Lige nu afventer vi den politiske proces, men ministerens foreløbige signaler er bestemt ikke positive,” siger Jesper Højenvang.
Den konservative Brian Mikkelsen stillede tidligere på måneden to §20-spørgsmål til Henrik Sass Larsen. Her er ministerens svar:
www.ft.dk/samling/20131/spoergsmaal/s761/svar/1105370/1324873.pdf
www.ft.dk/samling/20131/spoergsmaal/s760/svar/1105229/1324609.pdf