Hvor meget kan en Opti-far dumme sig?

Stor respekt for ungdomsarbejdet i Aarhus Sejlklub. 16 C-sejlere, herunder min 8-årige datter, var i lørdags til klubmesterskab i Optimistjolle.

Der var skippermøde, holdt af dommer Klaus Natorp, der fortalte om startproceduren, den tror jeg ikke mange forstod. Og kun en havde et startur. Dommeren lovede dog, at man ville råbe til børnene om hvor lang tid, der var til start.

Men før start blæste det pludselig op til 8 m/sek. Lige lidt voldsomt for de mange sejlere under ti år.

De skulle sejle på samme bane, som Zoom8 og 29erne, som dommer Klaus Natorp havde lagt ud. Og den bane lå pænt langt ude.

- Dagmar græd ikke som nogle af de andre, da vi hentede dem, sagde den vellidte ungdomsleder Torben Fründ ved efterfølgende festmiddag. Han kunne godt se, at banen måske lå lige lidt langt ude for nervøse C-sejlere.

Men sejlerne blev hurtigt hentet ind af flere følgebåde. Og det blev aldrig et stort problem. Flere C-sejlere kunne selv sejle ind.

Derefter var der frokost og nyt skippermøde, hvor de fleste deltog i en udramatisk stafet-kapsejlads inde i havnen, arrangeret af to virkelig dygtige trænere.

Min datter deltog ikke. Hun er nemlig blevet lidt bange for at sejle, selvom man i Aarhus Sejlklub har gjort et perfekt job for de 20 nye unge sejlere, netop for at undgå det og man har skabt trygge rammer med to unge trænere i hver sin RIB.

Da jeg var i Santander til VM i OL-klasserne fik jeg en længere snak med min kollega, Mick Anderson, der er tidligere landstræner i Opti. Han fortalte mig, at børn faktisk ikke burde sættes alene ud i en Opti-jolle, når de er små.

- Tag hende med ud i Drabant 24eren og lær hende en masse ting først. Du risikerer at hun bliver bange for at sejle, hvis du lader hende sejle alene i Opti, forklarede Mick mig.

Men jeg sendte hende ud igen, i lørdags. Og på vej ud af havnen kom der et hyl fra hende, da hun strøg af sted ud Aarhus lystbådehavn. Ej, ej, jeg var ikke stolt.

Jeg havde lovet at sejle ud i en af klubbens Mini 12-metere for at følge hende, men da jeg kom derud, var hun allerede blevet samlet op af trænerne. Hun kæntrede ikke og bjærgede sig fint.

- Jeg gjorde det for din skyld, far, sagde Dagmar efter sejladsen. Jamen, jeg prøver jo bare at lære hende, at man ikke giver op, når man har meldt sig til noget. Men jeg tror det at sejle er grænseoverskridende for mange børn, det er mere komplekst end så meget andet.

Dagmar går også til tennis, siden hun var seks år, og nu er hun er også begyndt at gå til dans hos Mads Vad, ham fra Vild med dans, og det er jo bare et stort grin for hende.

Nu er der to onsdagstræninger tilbage og hun møder ikke op, tror ikke jeg skal presse mere på pt.

Tror hun startede et år for tidligt. Sæsonen gik ellers rigtigt godt, men lige før sommerferien drev hun mod stenmolen og blev bange, der skal ikke meget til før at børn bliver bange for at sejle.

Hun vil gerne sejle når sæsonen starter til maj. Og at hun fortsætter er måske bl.a. fordi hun fik en virkelig flot præmie af sejlklubben. En lille model af en Optimist-jolle, som allerede har sejlet hjemme hos os. En medalje fik hun også og var pavestolt.

- Det har jeg aldrig fået før, sagde Dagmar, der har hængt medaljen op et centralt sted på sit værelse. Tak, Aarhus Sejlklub.

Tager gerne mod gode råd. Skal børn fx ikke starte med at sejle i en Optimistjolle? Og hvis de gør det, hvordan sikrer man sig at de ikke pludselig bliver bange?

Totalt stolt over medaljen. Og Pierre Baad lærte hende at man skal bide i medaljen, når man skal fotograferes, sådan. Foto: Pierre Baad

Dagmar kan bedre lide at spille tennis, men jeg tror glæden til sejlads kommer tilbage. Se lige de flotte præmier, som alle nybegynderne fik. Foto: Troels Lykke

Dagmar suser ud af havnen i lørdags og hun var utryg, opdagede jeg for sent. Købte jollen til hende, fordi hun var vildt glad for at sejle, men så blev hun bange for at sejle, efter en aften, hvor hun drev mod stenmolen. Foto: Troels Lykke