Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Hans Natorp har sat sin Folkebåd til salg. Måske er den allerede solgt. Foto: FB

Dansk Sejlunions formand Hans Natorp fylder 50

Sejlsportsvenner markerede Hans Natorps 50 års førdselsdag ved en reception i Dragør Sejlklub. Formanden deltog i OL i Seul i 1988 i 470-jolle med sin bror, Poul.

Af Troels Lykke |

Fredag den 29. august fejrede Dansk Sejlunions formand Hans Natorp sin 50 års fødselsdag.

Fra kl. 15 og frem begyndte familie, venner, sejlsportsforbindelser m.fl. at ankomme i en lind strøm til Dragør Sejlklubs nyåbnede café, der dannede ramme om fejringen.

Talerækken omfattede bl.a. John Christensen (tidl. formand i Dansk Sejlunion), Ole Ingemann Nielsen (nuværende bestyrelsesmedlem), Mads Kolte-Olsen (generalsekretær), Henrik Thomsen (Dragør Sejlklub) og Jens Sohl (Præstø Sejlklub - og Atlantkrydser sammen med Natorp tilbage i 1980’erne). Det fortæller Dansk Sejlunion til pressen.

Fra Sønderborg til OL

Hans Natorp er født og opvokset i Sønderborg, og det var i 70’er-barndommens jollesejlads på Sønderborg Bugt, at hans dybtliggende passion for sejlerlivet blev grundlagt.

Med tiden blev han kapsejler på topniveau. Ved OL i Seoul i 1988 sejlede han 470-jolle for Danmark med sin bror, Paul. Det blev til en 21. plads. Bedre gik det for kvindernes 470 med en 14. plads, men måske mere interessant for Hans – gast i båden var Lone Sørensen. Hun hedder i dag Lone Natorp og er gift med formanden. Familien tæller også børnene Dirk, Yu Linn og Li Li.

På verdenshavene

Sejlads på de store have bringer Natorp sejlerhjerte op på fuldt blus. Allerede som ung i 1980’erne krydsede han over Atlanten i forældrenes båd sammen med bl.a. sin bror Paul, og i 2007-08 sejlede han halvvejs jorden rundt i Roselina, en 62 fods ketch, som Natorp-familien ejer en syvendepart af.

Sejlerfokus

Hans Natorp er uddannet ingeniør – ligesom flere af sine seneste forgængere på formandsposten. Hans erklærede mål med at gå efter hvervet i 2010 var – og er – at ændre Dansk Sejlunion fra klubbernes klub til også at være synlig og værdiskabende for den enkelte sejler. Sejlerfokus, kort fortalt.

Ved Dansk Sejlunions generalforsamling i 2014 blev han genvalgt uden modkandidater til en ny toårig formandsperiode.

Tillykke med fødselsdagen, Hans! Også her fra Minbaad.dk.

Hans Natorp ses her i går i Dragør med hustruen, Lone. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion

Motor
content-loader
content-loader
content-loader