Lavtryk holder Signe og Henrik på Intracoastal Waterway

Ved Beaufort i North Carolina kan man forlade Intracoastal Waterway og sejle ud i Atlanten, hvilket vi havde planlagt at gøre først på ugen.

Desværre ruller lavtryk efter lavtryk op langs kysten for øjeblikket, så uden udsigt til et fornuftigt vejrvindue, er vi fortsat ad ICW mod Cape Fear.

Turen i ICW har dog budt os nogle udfordringer i denne uge, og følgende er, hvad der er sket, de sidste to dage:

Onsdag gik vores varmeapparat ud, netop som vi havde lagt os for anker efter at have sejlet nogle timer i øsende regnvejr (hvor Henrik fandt ud af, at hans off shore sejlertøj fremover kun kan bruges i tørvejr).

Tankmåleren viste, at der var for lidt diesel i tanken til at den kunne virke, hvilket undrede os, da vi lige havde tanket.

Vandmåleren viste også langt mindre, end den burde, og mens Henrik forgæves spekulerede på, hvad der kunne være galt, måtte vi have ovnen tændt resten af dagen for at holde varmen.

Torsdag morgen fandt vi svaret, da jeg opdagede, at der lå vand lige under gulvbrædderne.

Henrik var bange for, at vandtanken var i stykker, hvilket ville betyde, at gulvet skulle skæres op, men efter lidt research og en hel del pumpen, fandt han ud af, at de små dryp fra pumpen til saltvandkølingen af motoren, nu var blevet til en solid stråle, som havde fyldt hele bunden med vand – og derved kortsluttet målerne til tankene.

Da vandet først var væk, havde vi både masser af diesel og vand i tankene og et varmeapparat, der virkede. Så langt, så godt!

Da det var Thanksgiving, havde vi ingen mulighed for at få pumpen lavet før mandag, så vi forlod ankerpladsen med planen om at pumpe ofte.

Henrik nåede lige at sige, at det jo var bedre at have et kendt problem, end et man ikke kendte, hvorefter jeg gav os endnu et kendt problem, da jeg sejlede os på grund. Først prøvede vi at bakke os ud af det, dernæst hang vi ud over siden, og til sidst lå vi ude på bommen for at vippe os fri.

Det var først da Henrik hejste og bakkede forsejlet, at stævnen svingede rundt, og vi kom fri. På hver side af os var der delfiner og pelikaner, men det var lidt svært at nyde det fuldt ud situationen taget i betragtning, selvom jeg alligevel gav det et forsøg.

Resten af dagen brugte Henrik på henholdsvis på at pumpe kølen fri for vand og forsøge at få vores autopilot til at sejle efter koordinaterne på kortplotteren – noget den tilsyneladende nægter at gøre, da den konsekvent sejler 90 grader på kurslinjen, så snart den selv får lov, hvorfor vi gik på grund et par gange mere den dag.

Henrik har truet den med at blive smidt overbord sammen watermakeren, men det har tilsyneladende ingen effekt på den slags ting.

Sidst på eftermiddagen fandt vi en ankerplads, og efter endnu et lille sammentræf med bunden fik vi smidt anker og gjorde klar til Thanksgiving middag (When in Rome…).

Mens jeg stod og rørte i min tranebær-sovs og hørte radio, bad radioværten lytterne om at ringe ind og fortælle, hvad de var taknemmelige for.

Selv er jeg taknemmelig for, at jeg får lov at opleve så meget – selvom det er nogle gange lidt besværligt, at det skal foregå på en båd!

Signe

Pelikaner besøger os i ICW, men de spiser tilsyneladende ikke croissanter – og vi havde ingen fisk.

Hvem skulle tro, at der var delfiner i ICW. Her er de ved Beaufort, North Carolina.

De små dryp fra pumpen til saltvandskølingen er nu blevet til en stråle.

Thanksgiving middag for anker i ICW.

Vi har i denne uge fået meget erfaring med at komme fri efter at være gået på grund, og denne teknik er med i vores repertoire.

Vand under dørken. Henrik er ikke glad.