Drev rundt i 66 dage - levede af regnvand og fisk
Amerikaner blev torsdag reddet i land efter mere end to måneder på åbent hav. Louis Jordan blev fundet siddende på sin båd, der lå med bunden i vejret.
37-årige Louis Jordan blev meldt savnet 29. januar, og han er først vendt tilbage til fastlandet torsdag. Sejlerern har fortalt familie og venner, at han har overlevet ved at fange fisk med hænderne og drikke regnvand. Det skriver BT.dk
Louis Jordan blev torsdag opdaget af et tysk registreret skib, der mødte den skibbrudne amerikaner 321 kilometer fra North Carolinas kyst. Skibet tog ham ombord, og derfra blev han reddet i land af en helikopter fra US Coast Guard, der fragtede ham til et hospital i Norfolk, Virginia.
Ifølge flere amerikanske medier blev Louis Jordan fundet siddende på sin båd, der lå med bunden i vejret.
Ifølge Frank Jordan, Louis Jordans far, var hans søn ved godt mod, da de to talte sammen kort efter redningsaktionen. Frank Jordan har fortalt CNN, at han aldrig havde opgivet af finde sin søn i live.
God fysisk og religiøs tro holdt ham i live
Selvom Louis Jordan ikke var en erfaren sejler, var der intet, der tydede på, at han skulle ende med at måtte overleve 66 dage på åbent hav ved at fange fisk med hænderne, da han i januar drog til havs for at fange et par fisk.
Faderen forklarer, at det var sønnens gode fysik og stærke religiøse tro, der havde holdt ham i live i de mange dage på åbent hav.