SÆLG hvad du ejer og sejl til Middelhavet

Hvem har ikke prøvet at gå langs vandet og drømme om at sejle ud i horisonten? I 2009 gjorde min mand og jeg drømmen til virkelighed. Vi solgte, hvad vi ejede, og tog på langfart i vores Vindö 40. Ombord havde vi vores to fælles børn på 2 og 5 år, et hav af forventninger og masser af sommerfugle i maverne.

En fredag aften i 2003 tog vi beslutningen om at bytte en almindelig hverdag ud med livet som langturssejlere. Min mand og jeg filosoferede over, hvilke minder vi ville have at tænke tilbage på, når vi blev gamle.

På et tidspunkt sagde en af os, at det kunne være fantastisk at sejle jorden rundt. Ingen af os kunne finde på en grund, der var god nok til at lade være, og så var resten – stort set – bare planlægning.

De første spæde skridt
Der var nok at tage fat på. Jeg havde ingen sejlererfaring, vi havde ingen opsparing og heller ingen båd. Men man skal jo starte et sted. Vi begyndte med at undersøge hvad der skulle til for at vi kunne stævne ud.

Hvor mange penge skulle vi bruge?
Hvilken båd skulle vi vælge?
Hvad skulle vi kunne, før vi var klar til at tage af sted?

Hurtigt viste det sig, at det sagtens kunne lade sig gøre. Nogle praktiske forhold gjorde, at der skulle gå 6 år fra vi tog beslutningen, til vi kunne stævne ud. Det gav os tid til at:
 
Lære at sejle
Lægge en plan for at finansiere turen
Finde den rigtige båd
Udstyre båden
Planlægge ruten

De næste par år gik med at samle erfaringer fra andre, der havde gjort det, som vi drømte om at gøre. Vi brugte mange timer på internettet og sad med hovederne begravet i bøger, kort og tabeller. Langsomt begyndte turen at tage form. Det var spændende at opleve hvordan en verden af muligheder åbnede sig.

Vi meldte os ind i ”Foreningen Til Langturssejladsens Fremme”. Her mødte vi andre, der enten havde sejlet, eller som os drømte om at sejle ud i verden. Det var vildt at tænke på, at vi en dag ville være dem, der kunne øse ud af erfaringerne. Båden blev udstyret med redningsbåd, vindror, vindmølle, watermaker og andre nyttige ting til den kommende tur.

Drop angsten og kom videre
Undervejs var der tidspunkter, hvor tvivlen kom snigende. Uanset hvor meget, vi gjorde for at forberede os selv, vores børn, vores familie og venner til den kommende rejse, var der tidspunkter undervejs hvor tvivlen kom snigende. For hvad nu hvis:

Drømmen ikke holdt vand?
Vi kom til skade undervejs?
Vi ikke kunne holde ud at bo så tæt i så lang tid?
Børnene faldt i vandet?
Båden sank?

På et tidspunkt mindede jeg mig selv om, hvad Erik Wedersøe skrev i en af de bøger, vi havde læst. Det er for energikrævende at være bange. På et tidspunkt må man beslutte sig for at holde op med at bekymre sig om det, der kan ske. Det var lettere sagt end gjort. Men da det lykkedes og vi besluttede os for at tage bekymringerne, som de kom, kunne vi nøjes med at glæde os.

Er vi der snart?
De sidste par måneder op til afrejsen var helt specielle. Alt var planlagt, meget var klar, meget manglede stadig at blive gjort og noget blev gjort for sidste gang i lang tid.

Tovværk, bøtter, fenderbræt, kort og andre ting til turen fyldte godt op i vores hjem, som samtidig blev tømt, så det kunne blive solgt. Vores lejlighed finansierede en stor del af turen, og der blev ryddet op og smidt væk, pakket i kasser og sagt på gensyn.

Mens vi pakkede blev vi klar over hvor meget vi betyder for de mennesker der er vigtige for os. Det var dejligt at blive bekræftet af dem, vi beundrer. Vemod, længsel og utålmodighed efter at komme ud og se, om drømmen holdt vand, prægede de sidste måneder inden afrejsen.
 
Drømmen holder vand!
Da vi endelig kom afsted, blev drømmen til virkelighed. Det var fantastisk – som mange har oplevet før og efter os.. Faktisk blev forventningerne indfriet, allerede kort efter at vi var stævnet ud.

Noget af det bedste var at bo på båden, være tæt på naturen og på hinanden. For mig er båden lig med frihed. Når man sejler, har man uanede mængder af frihed og et hav af muligheder for at lave planer. Og man er fri til at lave planerne om, hvis de – nåja – ikke holder vand.

Det er hårdt arbejde at forberede en langtur. Men den er det hele værd.

Min mand og jeg filosoferede over, hvilke minder vi ville have at tænke tilbage på, når vi blev gamle, fortæller Malene Wilken.

Vi solgte, hvad vi ejede, og tog på langfart i vores Vindö 40, fortæller 40-årige Malene Wilken fra Holbæk.