Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Se indslag på TV 2 Østjylland

Baad og Thusgaard skaffer 30.000 kr. til unge sejlere

De prisvindende OL-sejlere Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen donerer 30.000 kr. til rekruttering af unge til sejlsport i Aarhus. Penge skal måske gå til en biografreklame.

Af Troels Lykke |

”Vi brænder for at motivere børn og unge til at lære sejlsporten bedre at kende. Vi har en stor glæde ved sejlads, som vi ønsker at give videre til så mange andre som muligt. Vores håb er, at vi kan få mange flere børn og unge vil vælge Aarhus-bugten som deres foretrukne ’legeplads’ ”, siger Ida Marie Baad.

De to prisvindende elitesejlere fra Aarhus Sejlklub donerer selv 7000 kr. til indsatsen for at flere  børn og unge  kommer i gang med at sejle på Aarhus-bugten.

Udover dette beløb støtter Sydbank projektet med 15.000 kr. Indsamlingen fortsætter i de næste uger via salg af en plakat (se foto). Efter 3 dages salg er der nu mere end 30.000 kr. i den samlede pulje.

Ønsket er, at der opbygges en fælles rekrutterings-indsats over for børn og unge - i et samarbejde mellem alle sejlklubberne i Århus-bugten.

Fem store priser

Projektet er blevet muligt på baggrund af, at Ida og Marie har modtaget 5 store priser  for deres præstationer i 2014:

Årets Fund i dansk idræt (Politiken)
MR. Pokalen – Årets Idrætsudøver 2014 (Idrætssamvirket i Aarhus)
Boye-Pokalen – Årets bedste Idrætspræstation 2014 (Aarhus Stiftstidende)
Årets Østjyske Sportspræstation 2014  – uddelt af TV2/Østjylland
Årets Danske Sejlsportspræstation 2014 (Dansk Sejlunion/Bådmagasinet)

Måske penge til biografreklame

Med priserne er der fulgt en del penge til støtte for deres OL-kampagne. Det har betydet, at Ida og Marie med donationen kan leve op til en af deres grundlæggende værdier: ’Man skal altid give noget igen’, siger sejlerne.

"Og vi har fået penge vi ikke havde regnet med at få men vi synes det er vigtigt at få nye sejlere til klubberne i Aarhus, vi har bl.a. tænkt på at få en biografreklame for at få flere børn ud at sejle, i stedet for at sende en plakat ud til skolerne, siger Ida Marie Baad til minbaad.dk.

De to sejlere er nu taget til Mallorca for at træne i to uger. Til påsken i slutningen af marts sejler de World Cup-stævne samme sted.

Ida, tv. og Marie foran plakat de sælger for 100 kr. stykket. Foto: Troels Lykke

Motor
content-loader
content-loader
content-loader